EnLykkeligTid

ejede Villaen. Og efterhaanden, da Børnebørnene

kom og voksede op, viste det sig, at Madam Ras*

mussen havde en sjælden Evne til at omgaas Børn.

Hun kunde altid sysselsætte dem, hun kunde lege

med dem, fortælle mærkelige Tildragelser fra sin

Barndom — saaledes om hvorledes hun en Gang,

da hun vogtede Faar for den rige Bonde, af ham

»blev taget i H aare t og kylet ud i Aaen, saa Vandet

lukte sig over Hovedet paa hende« — hun var paa

Spadsereture fra Vesterbro langs St. Jørgensø til

Evaldsgade rig paa Beskrivelser af den yndige Na?

tu r — man plukkede da Blomster langs Søen, som

ikke var forsynet med Stakit — ja, Madam Ras?

mussen havde Opfindsomhed og forstod at gøre sit

T a len t frugtbringende; fra det Øjeblik hun var »op?

daget« af min Broder og mig, levede hun faktisk af

min Familie — hun blev anbefalet flere Steder —

der skulde nu heller ikke saa meget til dengang, for

at skaffe en fattig Kone Livets Ophold. Jeg husker,

at hendes Husleje var 6 Kroner maanedlig.

Efterhaanden som jeg blev større »dyrkede« jeg

Madam Rasmussen — jeg tro r ligefrem, at min kære

Bedstemoder kunde blive jaloux paa hende — og

særlig trak jeg alt ud af hende, hvad hun vidste

om det, ogsaa af hende, elskede Nørrebro. Ofte var

forresten hendes Fortællinger af en re t uhyggelig

A rt. Endnu kan jeg ordret huske den forfærdelige

om den Skindøde paa Assistenskirkegaard — Skin?

døde spillede i det hele taget en stor Rolle i Madam

Rasmussens Beretninger — det hed sig, at en fornem

Dame var bleven begravet, og efter Datidens Skik