108 / 154
103
arrig spurgte han den ved Siden af staaende menige
Betjent, som havde modtaget mig: — Hvad har
egentlig den Karl gjort? Hvad er han her for?
Desværre for mig var samme Betjent en saare sand*
dru Mand, han svarede den vrede Overordnede, at
jeg aldeles ikke havde g jort noget, men af mig selv
havde indfundet mig for at tilbringe N a tten paa
Stationen. — Saa er han altsaa
gal!
erklærede Over*
betjen ten med Bestemthed og saa’ opmærksom t paa
den mærkelige N attevand rer — med b a rt Hoved,
lang Pibe, violet Slaabrok og grønne Tøfler! Jeg
forsøgte igen at forklare, men Stationens mægtige
Cerberus var ubønhørlig, jeg havde »ikke gjort
noget«, som Betjenten, det sandhedskærlige Asen,
stadig bevidnede, og saa kunde jeg ikke interneres;
jeg m aatte ud igen i Kulden — og der var saa dejligt
varm t i Overbetjentens Stue!
Et
Held havde jeg
imidlertid, i Vagtstuen røg man Tobak, og jeg sut*
tede da demonstrativt paa min tomme Pibe, hvil*
ket havde til Følge, at jeg fik Lov til at stoppe —
det var en nederdrægtig Tobak, men den kvægede
tnig dog, da jeg igen stod paa Gaden i Vinter*
natten og fornam Frostluften. Stille styrede jeg
mine Skridt tilbage mod min Bolig og kikkede op
til første Sal mod »det forjæ ttede Land«, Lampen
brændte hyggeligt, en gylden Stribe mellem Gardi*
nerne viste det; et Øjeblik tænkte jeg paa at gaa
hen til Set. Josephs Hospital og ringe de barmhjer*
tige Søstre op, da jeg pludselig blev revet ud af
mirte Betragtninger ved at en Stemme lød bag mig:
— Naa, er De dér igen! Det var Gadebetjenten, som