112 / 154
107
A ar ud og Aar ind, at kunne se nogle gode Ven*
ner og saa nogle Ensomme, hvis Kaar var daarlige,
hos sig til Middag. Der var aabent Hus hos ham
den Dag, enhver var velkommen.
Grev
Trampe
blev meget gammel; til T rods for
han var svagelig fra saa længe jeg kan huske, døde
han dog først for halvandet Aar siden. Men hans
Liv havde ogsaa i sjælden G rad været harmonisk
og strengt regelmæssigt. T ro fast holdt han ud, saa
længe han kunde, i Banken; tro fast var han mod
alle, han kend te paa den ene eller anden Maade;
rørende var det saaledes at se, hvordan han ikke
kunde skille sig af med sit gamle Tyende. Smilende
fortalte han mig for nogle Aar siden, hvorledes han
nu havde tre Kokkepiger. — Thi, sagde han,
Jern
sine
—- (det var hende, jeg kunde huske fra Barn)
— blev jo allerede aflægs for en Snes Aar siden,
saa fik jeg en til at hjælpe hende, men nu er hun
skam ogsaa bleven svagelig, saa jeg har faaet mig
en ganske ung, og Grev
Trampe
lo:
hun
skal nok
holde min T id ud!
Ofte mindede Grev
Trampe
mig om et Møde,
han havde haft med mig i Ø rstedsparken, hvor jeg
gik Tu r — som en 3—4 Aars Purk — med min
Barnepige. Jeg var jo van t til at omgaas den fors
nemme Verden og vidste, hvorledes man havde at
opføre sig, og inden jeg begyndte at konversere Gre=
ven, præsenterede jeg paa korrekteste Maade: —
Grev
Trampe
og min Barnepige
Anna!
Formerne skulde overholdes!
Det morede ogsaa Grev
Trampe
at vise mig en