126 / 372
115
paa engang viser os Kongens Indflydelse, Kigs-
raadets nidkjære Hævden af sin Valgret og den
uvilkaarlige Magt, som Arvelighedens Begreb des
uagtet besad.1)
Det Haab, som Kongen lønligt nærede, deltes
af lians Folk. Man maa have oplevet en Borger
krig som Grevens Feide, man maa selv have seet
eller bort sine Forældre fortælle om de brændende
Herregaarde, de flygtende og forfulgte Adelsmænd,
om Bønderne, der halshuggedes i tusindsvis ved
Aalborg, og Hungersnødens frygtelige Optrin i
Kjøbenhavn, man maa være fortrolig raed alle disse
en Borgerkrigs Rædsler, for med den rette Inder
lighed og Andagt at længes efter Fødslen, af en
Prinds med uomtvistelig Adkomst til Tronen. Fra
den Hoieste til den Laveste var der neppe En, der
ikke nærede denne Følelse; kunde end Fordelene
ved en Tron-Ledighed et Øieblik tage sig lokkende
ud for en adelig Tankegang, saa vare dog Skygge
siderne i for friskt et Minde, til at Nogen for
Alvor skulde ønske et saa voveligt Spil. Om dette
ene Ønske vare derfor Alle enige.
’) Geh. Archivets Pergamentsbreve, Hylclinger Nr. 26.
— Mindre nøiagtigt gjengivet af Dronning Sophie, se
Schlegels Sammlungen z. D. G. II, 4. Hefte, S. 163.
8*