128 / 372
I [
var fadit af Synd, idet Drukkenskab, Løsagtighed,
Hovmod og Selvraadighed tog hver Dag mere
Overhaand, skulde Kongen være betænkt paa at
afskaffe Sligt, at ikke Guds Naade og Velsignelse
skulde vendes til Vrede og Straf. Bonden havde
forgjæves undskyldt sig med, at han var en fattig,
enfoldig og uanseelig Mand, der ikke turde bringe
slig Besked paa saa høie Steder, det kunde mulig
komme til at gjælde hans Liv; men Havfruen
havde blot svaret ham : Vær trøstig og frimodig,
det er ikke Dit eget Budskab men Vorherres, han
skal vel bevare Dig.
Det var en usædvanlig Form for Meddelelse,
og Rigsraaderne foretrak at indberette den hele
Sag til Kongen.
Denne, der opholdt sig paa
Andvorskov, lod Bonden føre til sig, og her gjen-
tog han nu i Kongens Paahor, hvad han havde
sagt til Rigsraaderne.
Hans Fortælling gjorde
forskjelligt Indtryk, nogle af Hoffolkene forundre
des, andre trak paa Smilebaandet, men Frederik
den Anden tog Sagen i Alvor; han ønskede til
Gud, at Tidenden om Prindsen maatte være sa n d ;
hvad Synden angik, saa skulde han søge at af
skaffe den, som det sømmede sig en christelig
Herre. Derpaa gav han Bonden en fyrstelig Tære
117