142 / 372
1 3 1
tidelighed, hvormed man pleier en Doende. Thi
dette Ene lod tyst men tydeligt fra Alt derinde,
fra den Syges Træk og fra alle hendes Omgivelser:
Hun overlever det ikke.
Dagen sneg sig langsomt hen. Det blev For
middag; det blev Middag. Peblingerne paa den
anden Side Soen stoiede som sædvanligt, naar de
som losslupne Fanger stormede fra Skolen. Slots-
uhrets Visere pegede paa Tolv saa roligt som altid.
Men inde i Slottet maaltes Tiden med en anden
Maalestok, der bleve Minuterne Timer, Timerne en
Evighed.
Ingen af dem, der havde Dronningen
kjær, nød noget eller deltog i Dagens vante Sysler,
hun var det P unk t, hvorhen Alles Tanker alené
var rettet.
Men lige langsomt og lige afmaalt
dreiede Viserne sig, sneg Tiden sig hen, tom paa
Begivenhed spottede den dem, der haabede endnu,
og dem, der fortvivlet havde opgivet det. Taal-
modighed indøves i Slot saavel som i Hytte.
Klokken nærmede sig alt til Fire. . Da kunde
Dronningens Moder ikke holde det længere ud
derinde. Hun saa for godt, at al deres Omhu, al
deres Kunst intet formaaede. Som man i Skib-
brudet klamrer sig til det Ringeste i Haab om
Frelse, saaledes satte hun nu sin Lid til, at En
9*