138 / 372
Mængde til og spændte sig frivilligt for. Da Ste
nen var slæbt omtrent en halv Fjerdingvei fra sit
Sted, og Jaa paa den Mark, der kaldes Grønne
have, altsaa nær ved Kronborg, hvortil man ven
tede, den skulde fores, saa, da man en Formiddag
arheidede med fuld Kraft, raabte Kongen pludse
lig: «Hold inde! nu ligger den paa sin Plads.»
Et uhyre Jubelraab hilsede disse Ord, og Kongen
aftakkede derpaa alle Arbeiderne, som han belønnede
rigeligt for deres Iver; men Ingen forstod egentlig
Meningen med Kongens Ord. Der syntes kun at
mangle lidt i, at Stenen var ført til sit Bestem
melsessted, det letteste var i hvert Fald kun til
bage. Hvorfor afbrød han da nu? Var det en
pludselig Indskydelse, et smerteligt Ryk af en be
kymret Forudanelse? Skulde denne Standsning
betyde, at hvis Kongen blev sønneløs, var Arbeidet
til ingen Nytte; og fik han en Son, kunde det jo
altid blive fuldført. Ingen fik det at vide. Først
tre Aar efter, optog han Arbeidet paany, og lagde
Stenen paa den yderste Pynt ved Kronborg, der
hvor Bølgerne bryde stærkest ind.
Kirkeklokkerne havde ofte kaldt Folket til
Gudstjeneste, Søndag efter Søndag var der blevet
bedt i alle Kirker for Dronningens lykkelige Ned