140 / 372
129
paa Trapper og Gange, Ingen spurgte dem, der
kom ud fra Dronningens Værelse, Svaret stod
skrevet paa deres Ansigter.
Kongen var i en
anden Etage tæt ved Kirken. Tiden forekom ham
en Evighed, snart knælede han og bad, snart
lyttede han, om intet Bud kom ned ad Gangen,
saa listede han sig ned for at spørge sin Sviger
moder, men bestandig, naar hun endelig kom ud,
den samme ildevarslende Kysten paa Hovedet.
Langsomt sneg Katten sig hen, der var ikke
mange -Gine, som fik Søvn den Kat paa Frede
riksborg.
Morgenstrimerne lysnede alt over
Bakkerne imod -Øst, Solen steg op, og Kjærterne
sluktes paa Trapper og i Sale, Haabet sluktes
med dem, dagsky flygtede det for Solens Lys. Thi
der var ikke længer nogen Tvivl, Faren var over
hængende.
Den Syge mattedes mere og mere,
Kvindernes Kunst slog ikke længere til, hvert
Øieblik kunde være det sidste.
En vis dump Sløvhed lagde sig over Alt og
over Alle, Skrækken gjorde Dronningens Moder
taus og holdt Kongen tilbage i hans Kammer.
Det var mørke Billeder, der nu stege frem for
hans Sind. Tidligere havde han altid kun udmalt
sig det Kedslaaende ved ikke at faae en Søn, men
9