141 / 372
130
kun en Datter; nu holdt Virkeligheden et andet
nær for hans Die, et dødfødt Barn og hans H u
stru som Lig. Forgjæves søgte han at jage disse
Tanker bort, Morgenbønnen gav ham ikke den
vante Fortrøstning; han var adspredt, og dog
rugede Tanken haardnakket over Eet; alle disse
Afbrydelser, der ellers vilde have forstyrret ham,
naar en Tjener kom for at spørge, om han ønskede
at spise, en anden for at melde, at Postrytteren
til Kjøbenhavn var færdig, det var altsammen
kun smertelige Paamindelser om det Samme, at
Tiden gik og ubønhørligt nedbrød det, hvortil
hans Haab endnu klamrede sig.
Hos Dronningen saa det ikke lysere ud. Hun
hvilede selv, et Billed paa Smerter, i den høi-
ryggede gammeldags Lænestol, halv bevidstløs,
indtil Lidelserne paany skræmmede hende op; og
rundt om hende stod alle hendes Hjælpersker,
hjælpeløse og raadvilde, med sløve Træk og dog
Feberglød i Øjet, Tegn paa, at de havde gjennem-
vaaget en Nat og været Vidne til Smerter, men
ikke til deres Udfald. Halv mechanisk udførte de
deres Gjerning, rettede ved den Syge og rakte,
hvad hun bad om; deres Bevægelser vare trætte
og dog mere end punktlige, prægede af den Høi-