211 / 372
200
for var Festens Slutning en forvirret, øredøvende
Blanding af Musik, Latter, Sang og Talen i alle
mulige Tungemaal, Dansk, Tydsk, Plattydsk, Latin;
intet fælleds Forenings - Punkt knyttede længere
de frigivne Elementer sammen, kun en vældig
Bifaldssalve slog undertiden igjennem, naar et nyt
storartet Konditor-Mesterstykke bares frem og af
tvang Beundring. Men over dem alle tronede
seirrig en mægtigere Konge end ham for Bord
enden: Vinens Gud; med sin trofaste Følgesvend,
Glæden, ledede han usynligt det Hele, han for
doblede Antallet af de fældede Vildsvin i Hertug
Ulriks Jagthistorier, han fik de gamle Rigsraader
til at lee, saa Taarene trillede nedad deresKinder,
han spildte Vin paa de værdige Fædres Pibekraver,
gjorde Henrik Ranzau aabenhjertig, stampede Takt
i Gulvet med de Unge, og lærte de opvartende
Herremænd at tage deres Part af Vinen paa Trappen.
Medens man saaledes morede sig paa bedste
Maade paa Sværdsiden, stod Spindesiden heller
ikke i Skygge. I Dronningens Sal løsnede Vinen
Tungen saavel som i Kongens, om end Ordet ikke
blev givet fuldt saa frit. Det var blot i Begyn
delsen, man sad med -Giet heftet paa Tallerken
randen, begyndte sinTale med »Velbyrdige Frue«