216 / 372
205
Tørst, der ikke ræddes for hele Kongens Vin-
kjælder, saa har dogAlt sin Grændse. Det Tids
punkt kom tilsidst, da, som den gamle Beretter
udtrykker sig, «Vinen, Søvnen og Mødigheden
tvang Enhver til Sengs ogKolighed.»') Gjæsterne
skiltes endelig ad, spredte Flokke af vaklende
Fædre, søvnige Mødre og trætte Døtre bevægede
sig ned ad det snevre Høibrostræde til den ven
tende Bolig i Byen; Kjærterne sluktes i Salen paa
Slottet, kun enkelte Lys bevægede sig endnu paa
Gangene og i Gjæsteværelserne som de sidste
Gnister i udbrændt Papir; saa sluktes ogsaa de,
Slottet laa mørkt og øde, Nattens Stilhed bredte
sig over den slumrende By.
Det var ikke mange Dine, der næste Morgen
saa de første Solstraaler paa Frue-Kirkefløi. Gjæ
sterne gjorde ogsaa vel i at hvile sig ud, thi der
forestoddem nye Anstrængelser. I pasende Tid
— omtrent paa den Tid vi nu pleie at staae op
— mødte dog Alle til Frokosten paa Slottet,
parate til at gjenoptage Gaarsdagens Virksomhed.
Med viis Forudseenhed var imidlertid Festprogram
met ordnet saaledes, at det den e Dag ikke kom
') Reseu: Frederik den Andens Krønike. S. 30/.