221 / 372
210
maatte stemple det som Vigtighed, Professorerne
opnaaede kun at trække ham ned derved, uden at
hæve sig selv, og at han tilmed sendte dem et
Afslag, gjorde det Hele forst ret latterligt.
Her var altsaa nok at gjøre godt igjen, nok
tabt Jordsmon, somdet gjaldt om at tilbagevinde.
Og det kunde skee ved denne Leilighed, naar blot
Skuespillet vilde lobe heldigt af. Lykkedes det
at rive Tilskuerne hen, vilde det lærde Laug blive
Uagens Helte, de havde i saa Fald givet et Bi
drag til Festens Forherligelse, som ingen Andre
kunde præstere, og de havde atter ad en uventet
Vei seirrigt betraaat den Kongeborg, hvorfra de
sidst havde maattet flygte med forhaanede Rygge.
Hvad Under da, at Festen imodesaaes med Spæn
ding, og at mere end et Hjerte bankede uroligt,
da det skjæbnesvangre Klokkeslet nærmede sig.
Da det kortvarige Middagsmaaltid var til
Ende, begave Kongen og hans Gjæster sig til Til
skuerpladserne.1) Veien var ikke lang, de havde
kun at gaae hen til Vinduerne, der vendte ud
imod Gaarden. Thi i Gaarden foregik det Hele,
*) Rasmus Glads Beretning om Theater-Forestillingerne er
benyttet af H. Rørdam i Kbhvns Universitets Historie,
li, 184— 186.