226 / 372
215
bæres blødende bort, det viste blot, at det var
brave Adelsfolk og uforsagte Karle. Det trykkede
ikke Stemningen mere end Latteren over, at En,
beseiret af Vinens Magt, tumlede om og væltede
et Bord og nogle Vinkander i Faldet. Man var
vant til alt Sligt, det var ligesaa gjængse Former
for Selskabelighed, som nu en Sang ved Forte
pianoet og enSkaaltale vedBordet.—Manmorede
sig kort og godt paa bedsteMa de, og med saa-
dan og «megen anden lovlig Tidsfordriv« gled
Tiden hen indtil Aften.
Næste Dag udgjorde det lovede Skuespil af
gjort Dagens Hovedforlystelse. I betimelig Tid
samledes man paa de vante Pladser," Tilstrøm
ningen var endnu større end Dagenforud. Gamle
Peder Skram, der paa Grund af Alder hverken
saa eller borte godt, havde givet Afkald paa sin
Plads blandt Rigsraaderne i Vinduerne ved Kongen
og stillet sig i Gaarden lige ved Skranken. Da
han opdagedes af en af Drabanterne, havde denne
storMøie med at bane sig Vei og skaffe den alder
stegne Herre en Stol. Ligeover for Kongen, i
Slotskirken havde vor Meddeler, den utrættelige
Rasmus Glad, vidst at skafe sig Plads, her stod
han i et Vindue tilligemed Hofpræsten, Anders