228 / 372
217
mellem David og Goliath, en Handling, der lod
sig følge selv uden Kjendskab til Sproget.
Interessen var derfor stor, man trykkede og
trængte paa for at komme til at see og høre, og
de maskerede Figurer, der skulde holde Orden i
Gaarden, havde nok at gjøre med at splitte de
altfor tætte Klynger.1) Værst farnevare de bageste,
der aldeles maatte opgive at see, hvad derforegik,
og kun af Bifaldstumlen kunde slutte sig til, naar
der blev sagt eller foretaget noget Morsomt. Et
Par af disse Ulykkelige greb i deres Fortvivlelse
en Bænk, som stodudenfor det kongelige Kjøken,
og slæbte den hen foran Slotskirken, hvor Træng
selen var mindst, da man her kun saa det Hele
bagfra. Ikke desmindre fandt Mange Ideen god,
og den improviserede Tribune blev fyldt i et Gie
blik.
Herved spærredes imidlertid Udsigten for
de lærde Mænd i Kirken, og stor var deresFor
bitrelse, da de istedenfor David og Goliath kun
kunde see en Række mørke Rygge og bagud stik
kende Kaarder. Langt om længe lyk edes det
demat faae fat i en afOrdens-Politiet, en Djævle-
') De følgende Scener ere udførligt meddelte efter Rasmus
Glads Haandskrift af S. Dirket Smitli i Danske Sam
linger II, 3, 228—30.