233 / 372
maaltidet ligesom ved Søndagsfesten overi Drikke
laget, saa at man høit regnet kun behøvede at
gaae fra Spisesalen til Riddersalen for atter at
mødes med de kjære Bægere. Derimod synes
Damerne denne Dag efter Maaltidet at have truk
ket sig tilbage til deres eget Territorium, saa at
der altsaa ikke blev noget af Dands efter Bordet,
en Omstændighed, hvorfra man maaske tor slutte
til den Høide, Stemningen senere naaede paa
Sværdsiden. Aftenen afsluttedes ligesom om Søn
dagen med et Fyrværkeri, der kaldte alle Ansigter
til Vinduerne, baade de hvide og røde i Dronnin
gens Gemakker og de mere blussende i Kongens.
Det kunde synes en Feil i Arrangementet,
at man havde henlagt Raadslagningen mellem
Fyrsterne samt deres Kaader netop til Morgenen
efter denne Fest; men det var en af Tidens Eien-
dommeligheder, et Udtryk for dens Kraft, at en
Rus var forsvunden med den Dag, man havde
faaet den. Der er ingen Tvivl om, at alle disse
Fyrster og Raader, som Aftenen tilforn ikke vare
istand til at fastholde en klar Tanke eller gaae
lige ad et Tavlegulv, Onsdag Morgen tidlig ere
mødte aldeles ædru og friske, rede til at behandle
alvorlige Sager. Hvad deres Raadslagning dreiede