215 / 372
204
Under Maaltidet havde nemlig Chefen for Toihuset,
31ester Rudolf ladet fore en Masse Fyrværkeri-
Sager fra Toihuset i Vimmelskaftet hen foran
Slottet, ogda Mørket faldt paa, opsendtes de første
Raketter. Alle ilede til Vinduerne, og under
Beundrings-Udbrud og Bifaldsraab saa vel fra
Gjæsterne for oven som fra den hele uindbudne
Mængde nedenfor, der Hoved ved Hoved fyldte
hver Plet, hvorfra man kunde see noget, snurrede
nu Sole, Sværmere og Fontæner, lyste Navnetræk
i Transparent og straalede allegoriske Figurer,
hvortil Datiden var langt mere opfindsom og
samtidigt langt fornøieligere at have til Tilskuer,
end vor Slægt.
Fyrværkeriet gjorde stormende
Lykke. Først da Knaldet af den sidste Raket var
hendøet, skiltes Mængden ad og ilede ad Hjemmet
til. Det var langt over Sengetid, Taarnvægteren
havde forlængst blæst Ti, førend mangen Husfader
den Nat slog Skodden for sin Gadedør; men det
var da ogsaa en Fest, som ikke gjentog sig
hvert Aar.
Paa Slottet derimod syntes man utrættelig.
Da Fyrværkeriet var tilende, tændtes Kjærterne, og
Dandsen begyndte forfra. Men selv om man er
nok saa dandselysten, og selv om man har en