246 / 372
235
og Vest, ærbødigt maatte hvert Skib stryge Seil
for Fæstningen og erlægge sin Gave for frit at
passere; disse Mure, som roligt skuede ud over
Søen, havde end ikke kostet Landets Børn en
Skilling at opføre, de Fremmede, mod hvemde
vare rettede, havde selv maattet betale dem. Den
dristige Tanke, at Havet fra det hvideHav til
den finske Bugt tilhørte Danmark, tidligere uhørt
som Drøm, nu en simpel Virkelighed, fandt her
sit haandgribelige Bevis. Kronborg var det faste
Jernbaand, der holdt den store Bue sammen,
-Øresundstolden var Herredømmets gyldne Frugt.
Og Frederik den Anden forstod at nyde den.
Paalæg paa Paalæg havde de Forbiseilende maattet
finde sig i under hans Kegjering, Ingen turde
sætte haardt mod haardt. Udbyttet var Kongens
egen Indtægt; medens han overalt i Landet følte
sig forpligtet til Regnskab, var han her alene paa
egen Grund, Kronborg var hans eget private Værk,
det var Kongens Gavetil Landet.
Disse og lignende Tanker foresvævede uvil-
kaarligt Enhver, der besøgte Stedet, derfor var
Kongen utrættelig i at vise sineGjæster omkring,
og ubevidst fornam disse den Afstand mellem ham
og dem v'oxe paany, som Drikkelagene havde