247 / 372
236
hævet. Seet, i disse Omgivelser var han mere end
den fornøielige, belevne Vært.
Thi hvad man
her saa og følte, var ikke blot tilfældigt skeet under
hans Regjering, men det var hans egen virkelig-
gjorte Tanke. Med Foie havde han sidste Vinter
omdøbt Borgen og befalet, at den ikke mere
maatte kaldes Krogen men Kronborg,1) thi den
satte Kronen paa hans store Værk. Og Forsynet
begunstigede hans Plan. Festens Anledning min
dede jo derom. Med freidigt Haab kunde han
nu rulle den vældige Sten videre fra Grønnehave
did ud paa Odden, hvor forsænkede Skibe brød
Vandets Kraft. Gud havde nu skjænket ham en
Søn. Det Værk, som han selv havde grundlagt
og hævet over Vandskorpen, skulde nu ikke synke
hen og overskylles ved hans Død, hans Efter
kommere skulde bygge videre derpaa.
Det er et Spørgsmaal, omSynet af alle disse
storartede Anlæg har tiltalt Gjæsterne i samme
Grad som deres kongelige Vært. Paa Dronning
Sophie nær, som velmed en egen Interesse har be
tragtet denstore Sten, Christian denFjerdesTvilling
broder, Mindet om hine Dages bekymrede Uro,
’) Danske Samlinger, V, 141.