245 / 372
Samtiden tale, saa vilde den melde om Bekost
ninger, mod hvilke Udgifterne til Frederiksborg
var en Ubetydelighed, om det fineste Arbeide, om
Udstyrelsen af Sale, Gulve, Lofter, Kaminer og
Døre, omSkjønhed, Kigdom ogPragt, mod hvilke
selve de berømte Værelser paa Frederiksborg —
nu desværre et forbigangent Minde som hine —
kun vare fattige.
Men der var mere at mærke ved Kronborg
end Bygningernes Skjønhed og Fæstningsværker
nes Styrke; der laa en egen Duft over Stedet,
som uvilkaarlig paavirkede Enhver og gav Be
undringen et forhøiet og eiendommeligt Præg.
Det var denne Tilsætning, der maaske tiltalte
Frederik den Anden mest og gjorde ham denne
Plet kjær som ingen anden. Den hidrørte ikke
fra Omgivelserne, ikke engang fra Gjenboen
Uranienborg, som Kongen med ædel Gavmildhed
havde sat istand til at hæve sig som Medbeiler;
nei, den laa i den Forvisning, som Alt stiltiende
forkyndte, at Kronborg var mere end en Pragt
bygning, mere end en Fæstning: et stensat Vid
nesbyrd om Kongens hele Magt. Den var nemlig
det synlige Udtryk for, at Danmark var Herre paa
Havet, den spærrede for Hoveaveien mellem Øst