240 / 372
229
slaaet Retsgrundsætning, at afhændede faste Eien-
dorame strax skulde overdrages til Den, til hvem
Skjodet eller Gavebrevet var udstedt. Skete dette
ikke, betragtedes Skjodet eller Gavebrevet som
ugyldigt.
Saaledes havde de samme Rigsraader,
som nu vare samlede, for 3 Aar siden fradømt en
Mand enGaard, om hvilken det i Skjødet hed, at
den forst skulde tiltrædes efter GiverensDod, og
det uagtet dennes nærmeste Arving havde stad
fæstet Gaven, ogModtageren havdefaaet en Rigens
Kantslers Dom for, at den nu tilhørte ham.1)
Christof er Giøes Indvending var altsaa slet ikke
saa ganske at spøge med.
Sten Brahe maatte derfor ogsaa,da hanpaany
tog til Orde, hente sine Beviser andensteds fra
end fra det omstridte Skjødebrev. Han gjorde
opmærksom paa, at den Mand, der boede i Gaar-
den, havde lige siden Skjødet blev udstedt, be
standig betalt Husleien til Sten Brahes Hustru.
Og det var ikke en tilfældig Overenskomst melem
de to, men der existerede en thinglæst Befaling
til ham om ikke at betale den til Andre. Hvad
endelig Sagens Kjærnepunkt angik, at Birgitte
’) Rosenvinge: G), danske Love, fli, 243.