259 / 372
2 4 8
var klædt i en lang sid Kjortel af Farve som et
Marsvinskind, som hun omhyggeligt indhyllede sig
i. Hun havde begyndt at tale til Bonden, og da
han var en gammel Mand, paa over de 70, og
led af Gigt i det ene Ben, saa han ikke kunde
taale at staae, havde hun sat sig ned hos ham og
forkyndt ham, at Dronningen skulde føde en Søn,
Rigerne til Ære, og derfor befalet Bonden at
drage til Kongen for at melde dette samt paa
minde Kongen om at afskaffe al den Synd, der
herskede trindt om i Landet.
Da hun var forsvunden, havde Bonden ment,
at det var en Reise, som vilde være saare van
skelig for ham i hans Alder og rned hans Skrøbe
lighed; desuden var han ikke vant til at tale med
saa høie Folk, og det var meget tvivlsomt, hvad
de vilde sige, naar han bragte dem slige Tidender;
han opgav derfor Reisen og blev hjemme i Ro.
Men nogen Tid efter var hun kommen igjen
og havde tiltalt ham haardt for hans Ulydighed
og truet ham med en svær Ulykke, saafremt han
ikke udførte hendes Befaling; hvad Reisen angik,
behøvede han ikke at frygte, den skulde blive
ham let og lidelig, og han skulde komme ligesaa
uskadt hjem, som han drog ud. De havde derpaa