261 / 372
2 5 0
indbringende Forretningsrejse. Rasmus Glad,som
just var i Besøg hos Christof er Knopf og havde
overværet Forhøret, gav Tonen an og begyndte at
fremdrage de pudsige Sider ved Sagen. Blandt
andet sagde han, at Rasmus Nielsen, — saa hed
Bonden, — kun havde villet narre dem, hvad ogsaa
Havfruens Navn antydede; thi Bogstaverne i Navnet
Ibrant gav, naar de læstes ret, Gaadens Løsning:
hvert var Forbogstav i et eget Ord, og (naar de
sattes lidt om) stod der: idel Tant bær atter
Rasmus Nielsen.
Vittigheden var tarvelig nok,
men Glad beretter selv, at den gjorde Lykke, og
at baade Arild Hvitfeld og de andre kongelige
Secretairer, der overværede Scenen, lagde Latter til.
Da man i nogen Tid havde behandlet Bonden
fra den komiske Side, slog man om og søgte først
i Fleres Paahør siden i Enrum af gjøre ham be
gribeligt, hvor forfærdelig en Sag det var, han
havde indladt sig paa ved at gaae Bud for Djæ
velen. Stod der ikke i Christi Lære, at hverken
Sibyller eller Havfruer kunde forudsige Fremtiden,
men al den Kundskab, der var Menneskene for
nøden, indeholdtes i GudsOrd? Var Budskabet
nu ikke fra Gud, saa var det fra Djævelen, og
Overbringeren hjemfalden til den høieste Straf.