265 / 372
254
kjende og ære deres Skaber. Hans Ord staae fast:
Ikke blot de som ere i Himlen og paa Jorden,
men ogsaa de, der ereunder Jorden boie deres
Knæ
og prise Altings Herre.
Præsterne turde
dog maaske have havt Uret i at forlange Hav
fruens Sendebud afvist.
Thi at slige Havfruer ere til, det viser den
daglige Erfaring og mange troværdige Historier.
Hvo har ikke hort om denKvinde, som for nogle
Aar siden fangedes ved Frisland, laaden paa sit
ganske Legeme som en Sælhund? Hun levede
længe efter paa Land, tjente og arbeidede i Huset
som en anden Kvinde, til hun omsider dode og
blev begraven. Det erog Alle vitterligt om den
Havfrue, som velbyrdig Hr. Peder Skrams Fiskere
fangede ud for Mundingen af Laholms Aa. Da
hun ikke vilde spise og drikke, lod han hende
atter føre ned og sætte ud igjen, og da hørte
alle Tilstedeværende ganske tydeligt, hvorledes en
mangfoldig Skare under Vandet sang Te Deurn
laudamus. — Nei, GudsGjerningers Mangfoldig
hed overgaaer al menneskelig Fornuft, derfor maa
vi kun prise hans ubegribelige Almægtighed, men
med stor Beskedenhed dømme om Sligt.