34 / 372
2 3
og Sild til Østersøhavnene og hentede Korn til
bage. Det var ikke tilfældigt valgte Handels-
gjenstande, der raed Lethed kunde ombyttes med
andre, hvis Forholdene krævede det; nei, det var
specielt nederlandske Udførsels-Artikler. Sildene
fangede de selv, Saltet fik de fra deres andet
Fædreland, Spanien, eller deres Nabo, Frankrig,
og Vinhandlen beherskede de, forsaavidt de paa
engang vare spanske Undersaatter og Herrer over
Rhinens Mundinger. Men alt Dette var nu for
budne Varer. Vel var Handlen med Sild endnu
tilladt, men Forbudet udvidedes ogsaa hurtigt
hertil, da Sildelagen til Nød kunde erstatte Salt,
og der i hvert Fald ikke var nogen skarp Grændsé
mellem en Tønde saltet Sild og en Tønde Salt
med lidt Sild i.
Men skulde Skibene gaae
ballastede til Østersøen for at hente Korn, vilde
Prisen paa dette fordobles i Amsterdam. Den
anden Hovedhandlende paa Østersøen var England.
Det havde begyndt at konkurrere med Nederlæn
derne baade med Hensyn til Fiskeri og til Salt-,
handel, men dets Hovedfortjeneste havde under
den nordiske Syvaarskrig bestaaet i under Navn
af Stykgods at føre Krigsfornødenheder til Sverig.
Begges Handel blev altsaa standset ved det nye