TilOpgør

Professor

« løler sig kaldede øg kaldes til at tale med Myn

dighed paa Omraader, hvor de praktisk talt er uvidende

eller i ethvert Fald langt mindre vidende end Kolleger, der

paa de paagældende Omraader sidder inde med den E rfa

ring, et Livs Arbejde giver. Der kunde herpaa nævnes utal

lige Eksempler, og af saadanne er der i det foregaaende

givet det ene mere typiske end det andet.

At saadant kan finde Sted, ja trives livligt, hænger sam

men med hele Specialisthumbugen, idet trods alle mulige

Love og Paragrafer, Specialistordningen som nævnt først

og fremmest gaar ud paa at sikre Specialisterne deres Penge,

i anden Række paa at vaage over, at Patienter bliver fo r

svarligt specialistbehandlede. Havde det været anderledes,

maatte de, der er sat til at haandhæve Specialistordningen,

forlængst være skredet ind f. Eks. mod de selvbestaltede

Sanocrysintherapeuter og mod de Overklassespecialister,

der ikke aner, at socialt-medicinsk Arbejde blandt Smaa-

kaarsfolk ogsaa er en Specialitet, og som derfor gladelig ser

deres i denne Specialitet erfarne Kolleger skubbet til Side,

for at de selv, der maaske aldrig har sat deres Ben i en

Baggaard, kan komme til for i Kommissionerne deres Vise

at kvæde, hvis Brød de æde.

Men det andet, der karakteriserer den danske Lægestand

i Øjeblikket — og som iøvrigt hænger nøje sammen med

nysnævnte — er dens uhyre Jagen efter Penge, noget der

atter og atter lammer dens Frihed. Der er en Jagt efter

de meningsløst store Lægehonorarer. Og disse staar lok

kende for mange unge, der er nødt til at søge deres Fremtid

økonom isk sikret. Gjorde nu disse store Indtægter deres

Indehavere til fribaarne Mænd, saa hilste man dem med

Glæde. Men det gør de oftest ikke. Tværtimod. De, hvem

Penge og Prestige skulde synes at have gjort fri, tier mang

foldige Gange stille, naar Magthaverne — i Videnskabens

og Sagkundskabens Navn — ikke undser sig for at frem

sætte Paastande eller kræve Projekter gennemførte, der in

tet har med Saglighed at gøre.