45 / 52
42
vet en Kamouflage af Kommunens rentud usømmelige, øk o
nomiske og lægelige Forvaltning af københavnsk Tuberku
loseforsorg.
Men er det, naar vi har en saadan virkende Institution som
K ø b e n h a v n s S u n d h e d s k o m m i s s i o n , noget Under,
at saa meget gaar i Skuddermudder m. H. t. den sanitære
Forsorg for Københavns Borgere! Er det noget Under, at
Tusinder af Byens Borgere stadig bor under Kaar, som det
kommunale Boligtilsyn forlængst har stemplet som værende
i Strid med Sundhedsvedtægterne? Er det noget Under, at
vi endnu ikke har faaet vor antediluvianske Byggelov er
stattet med en moderne? Er det noget Under, at Tusinder
af Børn lever under Forhold, hvor der ikke bydes dem
Barnekaar, naar Sundhedskommissionen ikke staar i en sta
dig og intim Forbindelse med de Mænd og Kvinder, som
hver Dag har disse Børnenes Kaar ind paa Livet, men i
Steden søger Sagkundskaben hos Embedsmanden bag Skri
vebordet? Forleden fik vi at vide, at nu skulde Politiet til
at straffe de Forældre, der ikke tog Vare paa deres Børn.
Men véd Sundhedskommissionens Præses, Politidirektøren,
da ikke, at mangfoldige Forældre i Storbyen lever under
saadanne Kaar, at det trods »Byens 52 Legepladser« —
hvordan skal Smaabørn komme over paa dem, og hvis de
kommer, hvem skal tage Vare paa dem dér? — at det
er dem umuligt at byde deres Børn Barnekaar?
F r ø b e l ! F r ø b e l ! Da Frøbel havde aabnet sin første
Børnehave, lukkede Autoriteterne den som værende »
stats-
og kristendomsfjendtlig*.
Men til sine fortvivlede Venner
sagde Frøbel:
»Jeg har Tid til at vente 300 Aar*.
Er det virkelig Meningen, at vi skal vente saa længe? Vel
ligger det danske Folk som vist intet andet paa Maven for
Kommissioner og Komiteer. Men skulde den københavnske
Sundhedskommissions Færd i denne »Nyorientering« dog
ikke for en Gangs Skyld kunne aabne Folks Øjne for Sand
heden af det gamle engelske Ord:
no living movement
comes of committees!