49 / 52
46
uhyre Specialisering af Lægekunsten er det ganske simpelt
hen umuligt fo r en Læge at kunne yde sine Patienter den
hedste Hjælp, hvis han ikke til enhver Tid kan falde til
bage paa den virkelige Sagkundskab. Men der er, Landet
over, alt for lidt Adgang til Specialister, der er ingen Me
ning i, at Adgangen til Specialbehandling skal være saa
dyr, og — det afgørende —
Folket vil simpelthen snort for-
loiuje i alle alvorlige Tilfælde at kunne blive undersøgt og
behandlet med Assistance af første Klasses Specialister, hvor
dette skønnes nødigt.
Og det med Rette. Lad os derfor faa
disse Behandlingscentrer Landet over, hvor de unge Spe
cialister vil kunne lære at tjene deres Kolleger og gennem
dem de syge, selvom de ikke skulde naa at tjene de høje
Specialisthonorarer, der vinker — i det Fjærne.
Og den anden Vej, som maa betrædes, er, at Lægestanden
maa s o c i a l i s e r e s , d. v. s. Lægerne maa som Dommere
og Præster paa fast Gage og Pension. Herpaa har jeg —
selvtredie — fo r Aar og Dag siden været inde.
Betegnende er det, at da den Mand, Dr. V. C h r i s t o f
f e r s e n , der mere end nogen anden Læge kender den dan
ske Lægestand bag Kulisserne — Dr. C. har i mange Aar
været Sekretær i A l m i n d e l i g d a n s k L æ g e f o r e n i n g
— ved sin Fratræden lader sig interviewe i »Berlingske T i
dende« (28/12 34), konkluderer han i, at den danske Læge
stand
uundgaaeligt
maa socialiseres. Havde den danske
Lægestand været socialiseret, og havde den haft en redelig
Specialistordning, havde bl. a. de Tuberkuløses K^ar været
ganske anderledes end nu, da disse i mange Henseender —
dybest set — er bestemt ikke først af Hensyn til, hvad de
syge har Behov, men af Hensyn til Lægernes Indtægter. Og
meget af det, der nu er sket ved den saakaldte Nyoriente
ring, vilde da aldrig kunne have fundet Sted, da en sociali
seret Lægestand vilde have haft Mod til at tale ud. løvrigt
er jeg a f den Formening (se i mit Skrift: V e d H v i l e n s
V a n d e , 2. Udg. 1935, Afsnittet »
Nationaløkonomi paa