176 / 182
173
kunde forenes med min folkelige Virksomhed. — Jeg har
kun smagt saa meget af Videnskaben, som der hører til at
paaskønne dens Værd og udnytte noget af dens Resultater i
den almindelige Oplysnings Tjeneste. Men jeg har uden
Vanskelighed kunnet opgive det lærde Væsen, fordi Aands
livet i rent menneskelig Retning altid har staaet for mig som
langt rigere end Fagmændenes videnskabelige Syssel.
Fra de Lærdes Synspunkt staar vel Folkehøjskolen som et
Middel til a t popularisere Videnskabens Resultater. Men for
mig har den sin egen historisk-poetiske Aand og bruger kun
Videnskaben som et af de mange Midler, der kan fremme en
god Folkeoplysning i det virkelige Livs Tjeneste. Dog tror
jeg, at min flygtige Berøring med Videnskaben har lært
mig at respektere Sandheden i vor Viden saa højt, at jeg
ikke tilsidesætter den for løse Drømmerier og kønne Tale-
maader. I al Fald veed jeg, at dette er en Pligt for os, som
holder folkelige Foredrag, naar vi ikke vil skade vore Til
hørere med løs Snak om Menneskelivet.
Mine oldnordiske Studier i København var i Begyndelsen
temmelig spredte og tilfældige. Men jeg fik bedre Samling
derpaa i Vinterens Løb. Det kom mig nemlig en Tid efter
Nytaar for Øje, at der nogle Maaneder før var stillet en
Prisopgave af det filosofiske Fakultet, som jeg turde give
mig i Lag med. — Den lød saaledes: »Der ønskes en kritisk
Samling og Vurdering af alt det i den oldnordiske Lite-
ratur (afset fra »Sæmundar Edda« saa vel som fra Gylfa-
ginning og BragaræSur), der indeholder tydelige eller til
syneladende Spor af en forkristelig Religion i Norden.«
Her var en Opgave, som jeg troede at kunne magte. Jeg
raadførte mig med Professor Svend Grundtvig derom, og
da han gav mig en venlig Tilskyndelse, gik jeg i Lag med
det store Arbejde, som optog det meste af min Tid i det
følgende Halvaar. — Hovedsagen var at gennempløje hele
den gamle islandske Sagaliteratur, gøre Uddrag deraf og