175 / 182
172
for at vise mig de Sager, der kunde oplyse mit Spørgsmaal.
— Han mindede mig om Poul Møllers »Licentiat«, men jeg
opdagede snart, at han, trods sin store Ungdom, var en
virkelig Videnskabsmand. Heri blev jeg bestyrket, da jeg
en Gang kom til at tale om ham med Svend Grundtvig, og
denne udtalte sig med stort Haab om Axel Olrik som sin
Arvetager.
»Mit Forspring i Alder og almindelig Udvikling opvejedes
af hans ubetingede Overlegenhed i videnskabelig Retning.
Jeg var en vordende Skolemand, der søgte Sagkundskab til
Brug for folkelig Oplysning. Han var en lærd Gransker, som
med Liv og Sjæl var med dær, hvor Grænserne flyttes paa
Videnskabens Felter. Men vi var samstemte i vor dybe
Begejstring for det nordiske Aandsliv i gamle Dage, og
gennem fælles Kærlighed til Fædrenes Minde sluttede vi et
Venskab, der i Førstningen var mere sagligt end personligt,
men som i Tidens Løb blev ægte menneskeligt.«*)
Dette Venskab fortsattes, efter at jeg var kommet til
Askov. Olrik holdt mig i sine Breve underrettet om sit
fremskridende videnskabelige Arbejde. Til Gengæld hjalp
jeg ham til at lære Folkehøjskolen at kende. Han kom
flere Gange til Askov, hvor han senere især sluttede sig til
H. F. Feilberg. Jeg bragte ham ogsaa i Forbindelse med
flere af de Folkemindesamlere, som hørte til vor Kreds. —
Det har været mig til Gavn og Glæde, at jeg har kunnet følge
denne geniale og elskværdige Mand i hans banebrydende
Arbejde for de nordiske Folkeminders videnskabelige
Granskning.
Mit eget Arbejde var langt frasaa dybtgaaende som hans.
Hver Gang jeg har prøvet at naa ind til videnskabelig
Syssel med Fortidsminderne og Sproghistorien, har jeg
snart maattet erkende, at det ikke laa for mig, og at det ikke
*) Se Fortalen til min lille Bog: »Axel Olriks Breve til Holger Beg
trup« (1924).