176
tale til Schrøder derom. — Schrøder svarede, a t han ikke
kunde sikre mig noget, men han haabede, a t Skolen skulde
faa saa megen Fremgang, at den kunde bruge os begge. —
I dette Haab blev der truffet Aftale om, a t jeg skulde komme
til Askov i Efteraaret 1882 for a t prøve mine Kræfter, særlig
som Lærer i Dansk. Jeg skulde have frit Ophold og 250 Kro
ner i Løn for den første Vinter.
Med denne Aftale var jeg vel fornøjet. Der var endnu et
halvt Aar til, at jeg skulde tiltræde Pladsen. Men i Mellem
tiden fik jeg mit Komme godt forberedt ved, a t min Kæreste
i Sommeren 1882 blev Elev paa Askov Højskole. — De
mange Breve, hun sendte mig derfra, fortalte om, hvor godt
hun var blevet modtaget, og hvor glad hun var ved a t være
dær. — Hun var særlig optaget af Schrøders Foredrag, men
hørte ogsaa med Fornøjelse de andre Lærere. — Det var
morsomt for mig at faa Referater af Jakob Knudsens pud
sige Taler til de unge Piger i Dansktimerne. — Schrøder
kaldte hende »Prinsessen i Glasbjerget« og var altid venlig
imod hende. Jeg tror ogsaa, hun var en af hans bedste Til
hørere og i det hele Mønsteret paa en frisk ung Højskolepige,
fuld af Sang og lyse Tanker. — Hendes nærmeste Omgangs
fæller var Skolens to unge Lærerinder, Dorthea Pedersen
(Sams) og Marie Barfred, der siden blev gift med Kaptejn
Hagedorn. Med dem gjorde hun lange Spasereture i Sommer
aftnerne. — Hele den Sommer blev en lykkelig Indledning
til hendes senere Højskoleliv, og den Yndest, hun vandt, kom
ogsaa mig til Gode.
Da Sommerskolen sluttede, rejste jeg til Askov for at
deltage i »Lærermødet«, som holdtes i Begyndelsen af Au
gust. — Schrøder var saa dristig at lade Jakob Knudsen og
mig optræde som Foredragsholdere ved dette Møde, for at
Skolens Venner kunde blive bekendt med de to unge Kan
didater, som den havde taget i Tjeneste. — Vi var meget
spændte paa, hvorledes vi skulde klare os som Talere over