180 / 182
177
for den store Forsamling af ansete Folk fra de grundtvigske
Kredse i Landet. Det var en Slags Dimispræken, vi her
skulde holde. Schrøder sagde til Indledning, næsten und
skyldende, at naar han gav Ordet til disse to uprøvede unge
Mænd, saa var det i Haab om, at Forsamlingen vilde høre
velvilligt paa, hvad de havde at sige.
Det gik os kun saa som saa. Men mange ytrede dog venligt
bagefter, at vore Foredrag gav Haab om en god Fremtid. —
Pastor Henning Jensen sagde trøstende til os: »Hvor der er
gærende Kræfter, skyder det Aaret e fte r!«— Han erklærede
forøvrigt, a t Knudsen var Romantiker, og Begtrup Realist.
Det var ikke rigtig rammende, men kunde nok udledes af
vore Emner. Jakob Knudsen talte nemlig om det middel
alderlige Elskovsdigt Flores og Blanzeflor, mens jeg holdt
tre Foredrag om de gamle Nordboers Gudedyrkelse paa
Grundlag af mit Arbejde med Prisopgaven.
Vort Væsens Forskellighed traadte klart frem. Vi var
begge benovede. Men hos ham viste det sig i, at han kom
til a t græde og gik i Staa, da han vilde tale om den roman
tiske Længsel efter Evigheden. Jeg derimod dækkede min
Generthed ved en altfor rask Optræden og pyntede min Tale
med smaa personlige Bemærkninger, der skulde være vittige,
men maaske snarere blev opfattet som vigtige.
De første Ord, jeg sagde, var: »Vor Tid er en kritisk Tid«,
og det kom jeg siden paa en ejendommelig Maade til at
sande. Den Kritik af de nordiske Myther, som jeg bragte
med til Askov, blev nemlig desværre ikke uden Indflydelse
paa Ludvig Schrøder. Han var en Mester i at fortælle
Mytherne og udlægge dem til Oplysning om Menneskelivet
i vore Dage. Men det kolde Pust, jeg førte med mig fra den
moderne Forskning paa dette Felt, gjorde ham utryg. Han
syntes, a t han maatte tage et vist Hensyn til Sofus Bugges
kritiske Undersøgelser, naar han fortalte de dejlige Sagn
Holger Begtrups Levned.
12