18 / 182
15
sit prægtige Skin. Men i det samme syntes for hendes Øjne,
som en stor, fæl, sort Tyr kom anstigende og stak frem
ovenover Solen. Og jo større han kom frem, jo mer skjulte
han Solen. Og omsider syntes hun, at han i det samme faldt
ned med en forfærdelig Brølen og stor Vraalen udenfor vore
Stuevinduer. Og derpaa blev et stort Bulder overalt og et
skræksomt Mørke. Hun syntes at springe op af Angst, snap
pede et af sine smaa Børn nøgen i sit Forklæde og løb dermed
igennem Stuerne, og hun veed ej, hvor hun kom hen. Hun
syntes at være kommen i et Slot og der igennem en prægtig
lang Gang, hvor (der) var mange Døre med Messing-Haand-
fange. Hun søgte efter Folk, thi det syntes for hende, som
Verden vilde forgaa, eller en stor Ulykke overhængte. Og da
hun i Drømme kom op i et Kammer, saae hun en Fornemme
at ligge Lig i Sengen og tvende Officiers i Russisk Dragt med
forede Huer, hvis Puld udhængte, og lange Sabler ved Siden
at sidde ved den døendes Seng. Og i Kammeret var flere, som
alle tav stille. En af Officererne sagde til hende: »Frygt ikke!
Men vi har ingen Sted at give hende her at hvile paa, uden
hun vil hvile paa vort Skød.« Og i det samme syntes hun
ved Nattelysene i Kammeret at se dær sin Veninde og
Kusine, Jomfru Inger Marie Møller, som siden, Aar 1766,
blev udset til at følge vores kære og naadigste Prinsesse
Sophia Magdalena, der blev Dronning i Sverrig, for Kam
merfrue. Og mens hun stod i denne Angst, alt udi Drømme,
med sit nøgne Barn i Forklædet, hængende halvt udenfor,
syntes hun at se Solen igen at frembryde og med højt Raab
sagde: O, Gud ske Lov, nu ser vi igen Solen!«
»Tredje paa fjerde Dag derefter (og efter hun havde ofte
fortalt denne underlige Drøm for de fornemme her værende
Barselgæster og Venner), ankom Posten den 1. August
ejusdem anni
, og indløbne Breve fra alle Kanter bekræftede,
at den vrede og skræksomme
Peter Czar den 3.,
som laa
imod vores Danske Armee i det Mecklenborgiske med 60.000