15 / 85
D et var den berømte »Sequentia de S. Spiritu«,
der mere end 300 Aar i Forvejen var digtet af
Frankrigs kongelige Salmedigter,
R o b e r t den Fromme:
Veni sancte spiritus
et emitte coelitus
lucis tuae radium etc.
Teksten huskede han ikke eller havde vel næppe
forstaaet den*), og han bad derfor sin Skriftefader,
der stod hos, om at oversætte den for ham.
Pateren efterkom beredvilligt Opfordringen og
sang med en velskolet, men dæmpet Røst:
Kom hellige Aand, du vor Trøster i Løn,
du monne os alle behage,
som eet med Gud Fader og eet med Guds Søn
fra Djævelen Magten du tage.
Ja, hør os og bønhør vor ydmyge Bøn
og skærm os fra Ulykkens Dage,
fra Sygdoms Elende og Krigenes Drøn,
at Fjenden os ej maa forjage.
Kom hellige Aand, du som Skaber af alt,
hvad i Luften og Jorden mon være,
i Nødens Time vi har dig paakaldt;
først da vi din Magt vilde ære,
naar Angsten for, vore Dage var talt,
blev større, end vi kunde bære,
naar Livets sidste Time det gjaldt, —
først da vi din Hjælp mon begære.
Paa Knæ for dig, o hellige Aand,
vi ligger med Angst og med Gruen,
udøs dine Gaver med naaderig Haand
og frels os fra Helvedesluen!
Ja, fjærn os fra Djævelens snærende Baand,
naar du som Helligheds*Duen
nedflyver med Grenens smidige Vaand
med Fredsbud fra Himmerigsstuen.
Ja, Helligaanden, var det ikke til den, hin Kirke
i Visby var indviet, i hvilken Kong Valdemar holdt
*) Katolikkernes Vedhaengen ved den latinske Gudstjeneste hidrører fra den
Omstændighed, at man tillægger selve Ordlyden en vis overnaturlig Kraft
til at bortmane Djævelen som Menneskehedens Fjende. »Quia hæc est arma,
unde se contra diabolum defensare debet et adversus generis humani inimi*
cum pugnare« (Pertz. Monum. Genn. III. 128).