19 / 85
indviet Jo rd —vel ikke i Oxernes Familiebegravelse
i »Vor Frue«, men paa Helligaands Kirkegaard. —
Christian II var atter i Danmark. Man havde
faaet nok af hans svigefulde, troløse Politik og ja*
get ham bort fra alle hans Lande; men alligevel
var han kommet tilbage o g f havde efter et fuld*
stændig mislykket Togt overgivet sig til sin Far*
broders Naade. Han opholdt sig ude paa et Skib
paa Københavns Red og ventede kun paa Tilla*
delse til at gaa i Land.
Imedens var der stor Raadslagning i Helligaands*
huset.
F re d e rik I o g
hans betroede Mænd — først
og fremmest Biskop Knud Gyldenstjerne — sad
sammen med en Del lybske Raadsherrer og drøf*
tede Stillingen. Skulde man holde sit Løfte om frit
Lejde til en Konge, for hvem et Løftes Hellighed
var ganske ukendt —og hertil raadede Lybekkerne
— eller skulde man uden videre, som Rigsraaderne
ønskede, bryde det og straks sende Christian II videre
uden at lade ham komme i Land i København.
Herover stredes man længe, og Helligaandshusets
gamle, ærværdige Vægge gav Genlyd af de høje
Herrers til T ider støjende Tale og djærve Slag i
Bordet. Frederik I svingede hid og did, i hvert
Fald tilsyneladende, for i Virkeligheden var han
alt for bange for at lade Christian II mødes med
de københavnske Borgere, medens han paa den an*
den Side nødig vilde fornærme de lybske Herrer
alt for meget. Efter 5 Timers Forhandlinger afbrød
han endelig Mødet, og hans Brodersøns Skæbne
var afgjort: i et livsvarigt Fængsel skulde han angre
sine Forbrydelser. Men Lybækkerne forlode i stor
Vrede Mødesalen og svor i deres stille Sind, at