22 / 85
Nicolai Kirkegaard efter Branden 1795.
FRA D EN GAMLE HELL IG GE IST
KIRKEGAARD .
e g e n
Forudseenhed blev der ikke vist i tid*
ligere Tider, da man indhegnede og indviede
til Kirkegaarde de smaa Jordstykker, der laa
um iddelbart op ad de gamle Sognekirker i Landets
Hovedstad. Ganske sikkert har man dog tænkt sig
Muligheden af, at man i givet Tilfælde altid vilde
kunne sikre sig et tilstødende Areal til eventuel Ud
videlse, og da jo selve Kirkebygningens G rund og
saa anvendtes til samme Brug, mente man i en over
skuelig Fremtid at have rigelig Plads til de døde.
Men dette Haab skuffedes. Thi ganske vist kunde
baade
N ic o la i
og
H e llig g e is t
Kirker, og rimeligvis
ogsaa
V o r Frue,
udvide deres Kirkegaardsjord ved
Indkøb af tilstødende G runde; men denne Udvidelse
var som Følge af den tæ t op ad Kirkerne stærkt sti*
gende Bebyggelse kun saare ringe, saa at man under
18