167 / 250
166
Da jeg før min Konfirmation i Adresseavisen havde
læst, at en rask, nykonfirmeret Dreng kunde faa Plads som
Tambour i Borgervæbningen, og at denne lønnedes med
80 Rigsbanksdaler og 20 Rigsbanksdaler til hver aarlig
Huslejetermin, samt 20 Rigsdaler i Nytaarsgratiale, saa
gik jeg op til Oberstløjtnant Torp ved det borgerlige Ar
tilleri for at ansøge om den ledige Plads. Idet jeg traadte
ind, saa Oberstløjtnanten noget forundret paa mig og
spurgte om mit Ærinde. Medens jeg fremsagde mit Ønske,
saa jeg godt, at han havde ondt ved at tilbageholde sin
L a tte r ; denne kom ogsaa til Udbrud, da han, formodentlig
for rigtig at bese min Figur bad mig vende mig om. Da han
havde genvundet sin Ro, bad han mig om Tilgivelse, fordi
han havde tilladt sig at le, og bemærkede, at Latteren ikke
gjaldt mig personlig, men det Snit, Skræderen havde givet
min Uniform. Efter Opfordring fortalte jeg ham da, hvor
ledes min Konfirmationsdragt var blevet anskaffet, og hvor
ledes jeg fra det Øjeblik, jeg havde faaet den paa, var
bleven udlet.
Efter at have hørt dette og, hvad jeg ellers anbragte
for at stemme ham til Gunst for mig, forlangte han at se
mine Anbefalinger, som Ansøgerne ifølge Avertissementet
skulde medbringe.
Jeg overrakte ham da min Daabsattest, Koppeattest og
en Skoleflidsattest, og efter at han havde kastet et flygtigt
Blik paa disse, spurgte han pludselig s tr e n g t: „Men hvor
har du gjort af din Straffeattest ? “ —
„Straffeattest!“ gentog jeg forundret. — „Er du da
aldrig bleven straffet?" — „Jo, i Skolen, Hr. Oberstløjt
nant," svarede jeg, hvorpaa han smilende udbrød: „Du
skal have Pladsen, min lille Ven, og jeg kan forsikre dig,
at Drengene ikke vil le ad dig i den Uniform, du som
Tambour ved det borgerlige Artillerikorps vil blive ifø rt;