170 / 250
169
svarede, at jeg skulde gaa ud paa Laboratoriet og spørge
efter Major Wedelfeldt, da dette sorterede under ham.
Jeg gik da derud og bad om at faa Majoren i Tale.
Major Wedelfeldt var en meget venlig Mand; jeg bad
ham give mig et lille Parti Kranse at spinde, da jeg skulde
hjælpe mine Forældre og to Søskende. Han s v a re d e :
„Var du kommet lidt før, min Søn, skulde jeg gerne
have givet dig noget at s p in d e ; men jeg tror ikke, vi nu
skal have me re .“
Majoren spurgte derpaa en ældre Kaptajn, om denne
troede, der var nok i det, der var bestilt, og da Kaptajnen
svarede, at man nok kunde faa Brug for 5 Skippund, fik
jeg Bestilling paa at spinde disse til en Pris af 30 Daler
pr. Skippund.
Jeg takkede for Bestillingen og skyndte
mig hjem, og vi begyndte straks at arbejde paa Bestil
lingen.
Vejret var imidlertid ustadigt, og vi holdt altid op, naar
det regnede, for at Kransene ikke skulde blive vaade, da
de i saa Tilfælde ikke vilde indsuge Harpiksen og derfor
ikke brænde.
De andre Rebslagere arbejdede derimod
ogsaa i Regnvejr, for saa vejede Kransene saa meget desto
mere til.
Da det hos mig bestilte Parti Lunter var færdige, af
leverede jeg det paa Laboratoriet, og da jeg nogle Dage
efter indfandt mig for at faa Betalingen, spurgte Majoren
Kaptajnen, om mine Lunter havde været gode.
Denne s v a re d e : „Ja Herr Ma jo r! Kransene af den
lille Fyrs Lunter var de bedste, havde vi ikke haft dem,
havde det set galt ud for os, thi de, der var lavede af de
andre Rebslagere, vilde ikke brænde, saa vi maatte bruge
hans til at holde Ild i Faklerne med.“ Til mig sagde han:
„Men du maa spinde dem tykkere." — Dette skulde han
ikke behøve at sige to Gange, thi det var til stor Fordel