166 / 250
165
at man dengang ikke svarede Hundeskat. For nu at fore
bygge en altfor stærk Formering af Hundene, blev der
ved de saakaldte Hunderakkere hvert Aar fra den 23. Juli
til 22. August anstillet en vild Jagt efter Hundene, som
indfangedes i brede Sejldugsposer, som var anbragt paa
Stænger. Naar en Hund var indfanget i en saadan Pose,
blev den fra denne anbragt i en stor med Sejldug over
dækket Vogn, som, saa længe Hundedagene varede, daglig
kørte igennem Byens Gader. Ti! hver Vogn hørte 2
Rakkere, og for at beskytte disse Personer og paase, at
der ikke lagdes dem Hindringer i Vejen under Udførelsen
af deres Bestilling, der gjorde dem forhadte af Byens Be
folkning, fulgte der to Politibetjente med hver saadan Vogn.
Det er en Selvfølge, at jeg i mit Konfirmationstøj saa
komisk ud, og alle de andre Drenge, hvoraf mange var
velhavende Slagtersønner, gjorde derfor gruelig Nar af
mig, da Bagdelen i mine Bukser hang ned som en Pose.
Paa Hovedet havde jeg en stor, bredskygget Hat, og hvad
Skoene angik, da var disse ogsaa erhvervede ved Hjælp
af en Hundehvalp og udtaget af en hos Skomageren lig
gende Bunke uafhentet Skotøj. Da de var umage, skulde
de omdannes, saa at de kunde komme til at se nogenlunde
ens ud.
Paa min Konfirmationsdag begav jeg mig ledsaget af
min Fader og Stedmoder til Frederiksberg Kirke, paa
hvilken lange Vej Folk ofte stod stille og saa smilende efter
mig, hvad jeg dog ikke brød mig om. Jeg smilede endda
selv, naar de gjorde Bemærkninger over mit Tøj. Paa
Kirkegulvet kunde jeg svare paa alt, hvad Præsten
spurgte om. Grunden hertil var, at jeg flere Gange havde
gennemlæst Pontoppidans Forklaringer i en Bog, jeg havde
faaet i Foræring af min Bedstemoder, og som omhandlede
alt, hvad der angik Konfirmationen.