42 / 250
41
Kærlighed er en almægtig Ild,
En herlig guddommelig Lue,
Dens straalende Glød er varm og mild,
Som Solen paa Himmelens Bue.
Kærlighed er et underfuldt Spejl,
Der hele vort Væsen fortryder,
I det ej skues den mindste Fejl,
Hos den, som med Elskov os fylder.
Kærlighed er en Epidemi,
Hvis Spire har Bo i vort Hjerte,
Og ingen Læge kan her os fri,
For Kærligheds Fryd og Smerte.
Turen til Charlottenlund foregik uden det mindste Uheld
og paa Datidens Vis under Afsyngelsen af Fædrelandssange
og Skæmteviser, samt livlig højrøstet Tale, medens Vognen
paa hele Turen forfulgtes af Drenge, som slog de saakaldte
Vejrmøller for derved at bevæge de mere heldigt stillede
glade Skovgæster til at udkaste en Skilling til dem som
Løn for den store Udholdenhed, de udviste ved saaledes
at følge Vognen et langt Stykke. Hvor en af dem stoppede
op, begyndte en anden, der befandt sig længere inde, og saa
ledes vedblev de, indtil Vognen naaede sit Bestemmelses
sted.
Allerede i lang Afstand kunde de kørende øjne Traktør
stedets to store Flagstænger med de derpaa hejste Flag.
Paa Toppen af det ene vajede frit flagrende for den lette