104 / 358
K J Ø B E N H A V N
f f 2*
sig stadig løs paany
for blot at haste vi
dere — indtil ende
lig Lyset forude
lovede sikkert Fod
fæste og aaben
Plads, Luft, Rum
og
ny Jord
til Egen
eje i Overflod. Be
sværligt var det, men
vel gik det!
Willumsens
kunstneriske For
søg som Maler paa
de første »frie Ud
stillinger« havde
— og vel at mærke,
med kun altfor me
gen Ret — vakt en
sand Storm af Mun
terhed og Fo rar
gelse. Her var vel
Planer og Forsæt
nok, men det var,
som om Jatgejr
Skjalds Ord »de
ufødte Kvad er de
skønneste« havde
forledt ham til at
give alt fra sig i
embryonisk Form
— og et Foster er
nu altid hæsligt at
skue i al sin mis
lykkede Menneske-Lighed. Der manglede vel ikke Aand, men det var ikke en
Aand, der som Aladdins kunde hygge et Palads, hvor kun et
enkelt
Vindu var ladet
ufuldført — og det endda blot som en Høflighed mod Tilskuerens skabende Fantasi:
Willumsens Aand kunde kun stable op en uformelig Stenhob, og
det
skulde man
holde for en menneskelig Pragt-Bolig, ja, for sine Længslers Maal, blot fordi han i
Kataloget udførlig fortalte: dette skal være Troja. Intet Under, at man hverken
vidste, om man skulde le eller græde.
Men i
Keramiken
fandt han endelig sit Felt: hans experimenterende Evner fik
Raaderum og Tumleplads i Brændings-Tekniken, hans kunstneriske Frugtbarheds
Ideer fik endelig Forløsning og kom fuldbaarne til Verden. Det vilde lidet nytte at
nægte det: han har virkelig i Porcelains-Tilvirkningen skabt en ny, yderst original
Stil.
Motiverne er nærmest hentede fra den ægypto-assyriske Bygnings- og Monument-
J. PLOCKROSS: »FREMTIDSDRØM«