102 / 358
K J Ø B E NHA V N
Underlig nok, denne
ny
Æ ra
begyndte
oprindelig
ogsaa — for
længe, længe siden, langt herfra og
i et fremmed Land — med
to
Brødre.
Et Par Maaneder før Jules Gon-
courts Død, fortæller Edmond i For
talen til sin »Chérie«, da han slæbte
sig af Sted ved Broderens Side i en
af Boulogneskovens Alleer, brød han
med Et den pinlige Tavshed, som
beherskede dem begge ved den stadig
nagende Tanke om, at nu den ene
af dem skulde dø, dø uden at have
vundet det Ry, hvorefter de i For
ening tørstede, fordi de følte, at de
fortjente
det. Jules blev da med Et
staaende og sagde: »Det gør ingen
ting, Du, lad dem vrage os, saa me
get de vil . . . . vor Beskrivelse af
en parisisk Salon, møbleret med ja-
panesiske Sager, den vi havde i vor
første Roman, der udkom i 1851 —
ja, i 1851, lad Nogen vise os den
Tids Japankendere . . . og saa vort
Køb, Du, af japanesiske Bronzer
og lakerede Møbler — —■ og de
Blade, vi viede Japan i »
Manette
Salomon
« og »
Idées et Sensations
« —
— gjorde dette os ikke til de første
Apostle for denne Kunst, som uden
at man ret gør sig det klart, faktisk
er i Færd med at revolutionere Oc
cidentens kunstneriske Syn«.
Jules Goncourt døde i Sommeren 1870 — og kunde da allerede tale om »Ja-
panismens Sejrstog«. Men først i Midten af 80erne naaede dette op til de danske
Kyster, saa langt ligger vi nu en Gang »norden for« de store Kultur-Strømninger.
Det var iøvrigt anden Gang i den moderne Kunsts Historie, at Orienten fortryllede
Evropa — i Rococo-Tiden var det »Chineseriet«, som bedaarede Kvinden og Kunsten, og
betegnende nok skylder evropæisk
Porcelainsi
fabrikation just dette Sværmeri sin Til
blivelse og første Blomstringsperiode. Det var da ej heller et Tilfælde, at Brødrene
Goncourt omfattede det XVIII. Aarhundredes Kunst med samme Kærlighed som
»Japaneseriet«: det er blot to Sider af den samme — Smag!
Hvad nu særlig Porcelainet angaar, saa er det ogsaa i denne sidste Orient-
Fase først og fremmest
China,
der for Stoffets og Teknikens Vedkommende staar
som Mønster- og Mester-Landet: i Henseende til Massens haarde hvide Glans, Be
DAHL-JENSEN: »MACH SCHÖN«