99 / 358
P O R C E L A I N S F A B R I K E N B I NG & G RØNDA H L
to praktiske Forretningsfolk fik fat i hans Planer og regnede dem igennem, indsaa
de hurtig, at for at faa det rette Forhold mellem Driftskapital og Udbytte maatte
man hellere gøre Skridtet helt ud og lægge Bedriften an paa foruden Brændingen
af Biscuitfigurer at omfatte Tilvirkningen af egentligt, glaseret Porcelain.
Til en Begyndelse gik alting galt, Porcelainet kom
sort
ud af Ovnen — fordi
man fyrede med Stenkul, troede Datidens Jeronimus’er, »Vorherre taalte ikke saa-
dant« —, Kapslerne revnede, Glasuren sprækkede, Brænding paa Brænding mislyk
kedes. Da endelig Børnesygdommene var saa nogenlunde overstaaede, gjaldt det om
at faa afsat det nye Produkt, men her viste det sig just, at det var
Købmænd,
som
havde taget Sagen i deres Haand. Hvad der skulde gøres, var nemlig
selv
at skabe
Markedet,
vænne
det store Publikum til at have den Fornødenhed: at de skulde
bruge Porcelain i deres Hjem, — medens det indtil da egentlig kun havde været
velhavende Familier, som forsynede deres Hus med slig »Luxus«. Men Brødrene
Bings Købmands-Egenskab var da netop ogsaa først og fremmest
Sælger-
Snillet —
de forstod at finde Købere, at spille paa de rette Strenge overfor deres Kunder — og
at bruge den offentlige Mening som Sangbund, hvortil den saa vist ogsaa var vel
skikket: ildesindet, som Tiden i sin manchesterlige Doktrinarisme var det overfor
alle Statsfabrikér og paa Forhaand naadig stemt overfor al Privatdrift, maatte den
da ikke smile huldsalig til den »ny« Fabrik som Konkurrent til »den gamle F a b r ik «?
Og desuden: Meyer Bing var jo selv blandt dem, som den Gang lavede »offentlig
Mening« herhjemme — ikke for intet hed det spøgende, at naar en Opfordring eller
Indbydelse til noget skulde slaa an, skulde Underskrivernes Liste begynde med:
Adler, Bille, Bing, Brix.
I ethvert betydningsfuldt Foretagendes Liv kommer der imidlertid tidligere eller
senere et dødt Punkt, hvor det hele synes med Et at skulle gaa i Staa — for Bing
& Grøndahl kom det hurtig, idet Grøndahl allerede i Sommeren 1856 bukkede fy
sisk under. Med hans Død syntes et Øjeblik Slaget tabt,
saa
mente i hvert Fald den
ældste af Brødrene, M. H. Bing, en fyrig og hastmodig Natur, men den sindigere og
taalsommere Broder, J. H. Bing, var sejgere i sit Forsæt, just derfor mere ufor
trøden, — og blot det, at man rolig blev ved, som om Intet var sket, viste sig at
være nok til at faa Strøm under Kølen og Vind i Sejlene.
I Virkeligheden var der jo heller ingen Læk i Skuden, hvad mere var: næppe
havde man set sig om, før man strax fandt, at der allerede
var
ikke mindre end 2
helbefarne Styrmænd om Bord: Landskabsmaler
A. Jmiel
og Modellør
Schjeltved.
Juuel var en af de »brunette« Malere, som den Høyenske Klikes Forfølgelse drev
ud af Kunstens Enemærker og over i Porcelains-Dekorationen — til Held for d enn e !
Ham
skyldes hl. a. den Efterligning af skaarne Caméer med Thorvaldsenske Mo
tiver, som med hvidt paa rød Grund paamaledes Kopper, Kander, Skaale osv., og
som i en lang Aarrække udøvede saa stor en Tiltrækning paa alle Udlændinge, der
besøgte Hovedstaden.
Det var da ogsaa dem, i Forbindelse med Biscuitfigurerne, — dels Kopier efter
Thorvaldsen, dels
Bissens
Valkyrie og
Colbergs
yndefulde »Satyr paa en Panter« —
som paa Londoner Udstillingen i 1862 bar Sejren hjem. Dog nu var det overhovedet
ej alene Ære, som vandtes, men ogsaa Fordel: da det efter Grøndahls Død gjaldt
om ogsaa at faa fjernet den pekuniære Grund til Mismodet, den store uafsatte og
tilsyneladende uafsættelige Beholdning af sekunda Varer, som de første famlende