64 / 120
OFFENTLIG
BYGNINGS- OG MONUMENTCENSUR
O
PSTILLINGEN af Plakatsøjlerne
har ført det Spørgsmaal frem i
forreste Række, om der ikke her hjem
me tiltrænges en Art offentlig Censur,
en Autoritet, af hvis Afgørelse det
kunde komme til at afhænge, hvor
og paa hvilken Maade der omkring
paa aaben Gade eller paa Husene
maatte anbringes alle de mange for
skelligartede Genstande — ligefra Mo
numenter til Skilte —, der nu engang
hører hjemme i en By.
Det vilde være af Betydning, om
en saadan Censur-Institution tillige
havde det i sin Magt at øve nogen Kon
trol med selve Husenes — navnlig Ny
bygningers — Fagader og derigennem
hindre, at Gadebilledets Karakter
efterhaanden forandredes og tilsidst
udviskedes ved, at ældre, værdifulde
Bygninger nedrives for at give Plads
for med et mildt Ord mindre værdi
fulde nye.
Allerede i dette Tidsskrifts Aargang
1912 (Side 4) skrev vi følgende:
»Opfattelsen af, hvor stor en Betydning der
ligger i en fornuftig og formaalstjenlig Bygge
lovgivning, er først i de senere Aar gaaet op
for det store Publikum. Det kan jo alminde
ligvis ikke ventes, at en privat Bygherre af sig
selv skulde finde paa at tage andre Hensyn
end til sit eget Hus. Det gælder for det sæd
vanlige Jævnmaal af Bygherrer — vi ser bort
fra saadanne, der ikke sætter højere Maal end
en af de almindelige Dusinbygninger — mere
om at gøre deres Huse saa iøjnefaldende som
muligt, mindre derimod om at passe det ind i
Omgivelserne, saa at det gaar ind i disse og
smælter sammen til et Helhedsbillede. At den
nugældende Byggelov i denne Henseende er
for lemfældig, maa synes aabenbart for enhver,
der har Øjne at se med. Det er jo saaledes, at
man, naar blot Loven ikke overtrædes, snart
sagt kan bygge omtrent som man lyster. Om
man ødelægger et kønt Nabohus ved sit Hus’s
Konstruktion, eller om hele Gadebilledet for
vrænges ved en nøgen og hæslig grinende
Brandgavl, anses som Regel for fuldkommen
betydningsløst. Det er ikke ualmindeligt at se
en Privatmand hævde den Opfattelse, at det
maa være Offentligheden ganske uvedkom
mende, hvorledes han for sine egne Penge op
fører sit Hus, og at han ikke kan forstaa, med
hvilken Ret andre blander sig i hans Affærer.
Intet er jo mere fejlagtigt. Det er netop Offent
lighedens Sag at paatale slige Overgreb. Thi
sligt er Overgreb. Vore Torve, Pladser og Ga
der er jo B o rg e rn e s Ejendom i den Forstand,
at de tilsammen udgør den By, som er deres.
F
o r s k ø n n e l s e n
. V I A a rg . 1916 N r. 5.
De bor derfor kunne paatale private Bygher
rers Lyst til at paatvinge Byen en Architektur,
der i Stedet for at gøre Byen smuk forfladiger
den og gør den grim. De byggende Medbor
gere maa finde sig i at være underkastede visse
æstetiske Love, som offentlig Velanstændighcd
foreskriver. Har de ikke selv Sansen for de
kunstneriske Hensyn, maa de tvinges til at faa
Respekt for dem, ved at Offentligheden udleve
rer dem til Beskuelse«.
Forholdene er siden dengang ikke
blevet bedre, snarere værre. Og hvor
ledes skulde det vel ogsaa være, naar
Byens Borgere ser Byens Styrelse gaa
i Spidsen med Rejsningen af en saa
dan Uhyrlighed som Cementmuren
omkring Idrætsparken og ved at give
Tilladelse til Opstilling af Plakatsøj
ler paa Vandkunsten og ved Runde-
taarn, til Skiltekulisser som de ved
Svanemølleviadukten og flere andre
Steder. At Søjlerne senere er fjærnede
fra Vandkunsten og ved Rundetaarn,
er i denne Forbindelse uden Betyd
ning: Meningen var den bedste!
Af Debatten i Borgerrepræsentatio
nen angaaende Plakatsøjlerne frem
gik det, at den afgørende Stemme med
Hensyn til Valget af Stederne for Søj
lernes Anbringelse ligger hos Direkto
ratet for Vej-ogKloakvæsenet. Denne
Institutions Embedsmænds Fortræf
felighed iøvrigt ufortalt kan det vel
nok siges, at deres Virksomhed ligger
paa andre Omraader end det æsteti
ske. Det er rimeligt, ja nødvendigt, at
der ved Opstilling af f. Eks. Plakatsøj
ler tages Hensyn til de utallige og vidt-
forgrenede Ledninger i Jorden, men
at disse Hensyn skulde være de ene
ste raadende turde være en Fejl, og
Byens Udseende vil i beklagelig Grad
i Løbet af faa Aar vise sig paavirket
heraf, hvis der fortsættes paa denne
Maade. Nu vil man kunne indvende,
at der indenfor Magistraten findes et
Embede som Stadsarchitektinstitu-
tionen, hvis Opgave det skulde synes
var at tage sig af Byens architcktoni-
ske Udvikling. Men Ulykken er, at
denne Embedsmand ikke altid spør
ges, og spørges han, følges heller ikke
altid hans Indstillinger.
57