Forskønnelsen

Hermann

Scherrer.

Brcechcttnaher

Spoi'HnqTailor

München

Neutiausenfn»

’( ¿ j f

Ludwig Hohlwein

Forbillede for andre Omraader af Kunsttryk:

Bogomslaget, Postkortet, Programmet, Kata

loget og Cirkulæret. Man er forlængst ophørt

at tale haanligt om »Kunst fürs Volk am Trot

toirrande« eller »Salon der Strasse« og har ind

set, at denne Form for Gadekunst er en vigtig

Faktor til folkelig Opdragelse. De samme Men

nesker, som næsten bliver fornærmede ved Or

det »Kunst« — som visse Folk bliver det over

for Fremmedord, de ikke forstaar — og for hvem

der kræves særligt Initiativ til et Udstillings-

eller Museumsbesøg, faar ved daglig Betragt

ning af Gadens Plakater skærpet dels Blikket

for de stilistiske Ejendommeligheder, dels For

dringerne til smagfuld og kunstnerisk Udfø

relse. Derfor maa Plakatens Betydning som

»Kunstværk« selvfølgelig ikke overvurderes;

»it would be merely foolish to pretend that the

pictorial poster, looked at from the point of view

of art, is of the same importance as a portrait

by Velasquez or an etching by Rembrandt«, si

ger Charles Hiatt i sit Værk om Plakatkün

sten.

H v o r

folkelig Plakatkünsten kan være, kun

de man for faa Aar siden konstatere f. Eks. i

Napoli, hvor hver ny Plakat af E.

ic c ia r d i

samlede et Opløb af begejstrede Tilskuere; ja,

selv i det veldiciplinerede Berlin skal man have

kunnet iagttage noget tilsvarende. Her i Byen

husker man fra »Klokken 12«s Glansperiode

a l d e m a r

n d e r s e n s

store kolorerede Plaka

ter, der var ophængte i Bladets Vinduer og

næsten daglig samlede saa mange Beundrere,

at det var til Gene for Færdslen i Nygade.

Men over for disse Fordringer staar de rent

praktiske, som betegner Plakaten som det virk

somme Reklamemiddel. Dens æstetiske Kvali

teter maa til Dels underordne sig det reklame-

mæssige; Plakatkunstneren er Handelsmun

dens Tjener, og hans første Opgave er derfor

ikke at udføre en Dekoration, men ut henlede

Folks Opmærksomhed til Fordel for det aver

terede. Deraf følger, at Plakaten skal fængsle

det Publikum, der betrugter den, enten ved sin

Udførelse, f. Eks. ved en ove legen Overvin

delse af alle tekniske Vanskeligheder eller ved

sin Idé, der helst maa være ny og virke som

et Pletskud. Dens Stemning skal være af en

saadan Art, at den ikke støder eller forurgcr

men tværtimod skaber Sympati. Derimod mua

den meget vel være uhyggelig; et Eksempel

paa, at den tilsigtede Virkning alligevel kan

opnaas, har vi herhjemme i

V a l d e m a r A n d e r

s e n s

Plakat af »Menneskeløget Kzradock«. En

delig maa Kunstneren tage Hensyn til, at Pla

katen ofte vil blive set i stor Flygtighcd paa

lang Afstand: fra Sporvogn, Jernbane eller

Cycle, og altsaa oftere vil blive set end læst.

Da Størrelsen saa nogenlunde paa Forhuund

er givet og i al Fald ikke kan overskride visse

Grænser, maa Tydeligheden opnaas ved kun

at benytte en kortfattet men iøjnefaldende

Tekst og iøvrigt lade Plakaten tale sit Billed

sprog med faa Figurer virkningsfuldt anbragt

paa en vel inddelt Flade. Naar dertil kommer

den uhyre Betydning af Farverne og deresSam-

menstilling, forstaar man, at Plakatkunstneren,

stærkere afhængig af sit Motiv ogsit Materiale

end nogen af

sine Kolle

ger, maa væ

re fortrolig

med de nye

ste optiske

Raffinemen

ter og Farve-

kemiens sid

ste Resulta

ter.

Blandt de

tyske Kunst

nere,

som

bedst har for-

staaet at op

fylde disse

Krav,

bør

først ogfrem-

mest næv

nes

u c ia n

Ludwig Hohlwein