66 / 120
Museumsinspektør, Slotsforvalter
B
e r in g
L
i i s b e r g
:
»Læg Mærke til«, sagde en Gang en
klog, verdenserfaren Mand, »hvorle
des Folk siger jeg. Det er i Virkelig
heden forbavsende, saa deres Dannel
se eller Mangel paa Dannelse lægger
sig for Dagen i det lille Ord j eg og den
Maade, de benytter det paa«.
Jeg tror det gaar med Bygninger som
medFolk. De Bygninger, der i det hele
taget siger noget, og noget siger vel de
fleste, er ligesom Ord Udtryk for en
Tanke. Og det er forbavsende saa me
get man kan læse ud af en Bygning om
dens Bygmesters Dannelse eller Man
gel paa Dannelse.
Derfor bliver en Samling af Huse,
en By, et Udtryk for dens Beboeres
Personlighed : Saa er By som Borger.
Gaar man en Dag i dette Vredens
Aar 1916 en Vandring gennem Byens
Gader, vil man snart faa Følelsen af,
at der er en Mængde Bygninger, der
siger jeg paa en Maade som skurrer i
Ørerne. Paa en brovtende, selvbeha
gelig og paatrængende Maade, uden
Hensyntagen til andre Huse, uden Fø
lelse af, om de nu paa deres fremtræ
dende Plads er i Harmoni med deres
Sidekammerater til Højre og til Ven
stre eller ej, om de passer til Gadens
eller Pladsens Karakter eller ej.
De kan maaske være gode nok for
sig, disse selvbevidste og ubeskedne
jeg ’er, blot de laa paa et andet Sted,
imellem andre, der raaber lige saa
kraftigt og ubehersket op; men imel
lem en Række gamle, stilfærdige og
fornemt beskedne Huse virker de stø
dende, som tarvelige og simple Perso
ner i godt Selskab.
Skulde nogen7nære’ Tvivi om Beti
meligheden af en Lov om Bygnings-
og Monumentcensur, vil jeg først op
fordre ham til at gaa en Vandring
gennem Kjøbenhavn paa langs, fra
Halmtorvet til Grønningen ad Strøget,
og der særlig fæste sin Opmærksom
hed paa Nybygningerne paa GI. Torv,
det engang saa harmoniske og for
nemme GI. Torv med sit Pust af Fru
Justitias kølige Ro — og dernæst fore
tage sig enJVandring paa tværs, fra
FrederiksborggadetilHøjbro, ned gen
nem Kjøbenhavns engang mest ka
rakteristiske Færdselsvej, den dejlige
gamle bugtede Købmagergade med
de ejendommelige ægte kjøbenhavn-
ske Huse. Og over alt vil man se, at de
gamle Bygninger, der gav Gaden og
Byen et Særpræg, maa vige Pladsen
for de raske, fanden-gale-mig, her er
jeg-agtige moderne Huse, markskri
gerske og reklameagtige.
Mange af dem er maaske i sig selv
ikke saa ilde, men de passer blot ikke,
hvor de staar, — og mange, de fleste,
er det rene Gullasch.
Og hvad Monumentcensuren an-
gaar, er Hørups-Monumentet alene
vel nok til at bære Ansvaret.
#
Cand. mag.
V
i l h
. L
o r e n z e n
,
Sekre
tær i Foreningen til gamle Bygningers
Bevaring:
Det er rigtigt, at Forholdene i Kjø
benhavn med voksende Vægt kræver
en Ordning paa de ovenfor skildre
de Omraader. Vanskeligheden ligger
først og fremmest i at finde en pas
sende Form, hvor der ikke gøres Ind
greb i Kunstens Frihed, og paa den
anden Side Vilkaarligheder kan for
hindres.
Sagen fordrer imidlertid forskellige
Løsninger.
Lettest lader en Monument - Cen
sur sig ordne, fordi økonomiske In
teresser kun i ringe Grad kan tænkes
knyttede til deres Anbringelse. Og
Censuren skal kun beskæftige sig med
Monumentets Plads paa GadeogTorv
eller iParker. Her er et Omraade, hvor
Indgriben i Kunstens Frihed kan und-
gaas. Et staaende Udvalg af kompe
tente Mænd kunde gøre god Fyldest.
At fastsætte Formerne for etsaadant
Udvalgs Kompetence vil næppe vol
de synderlige Vanskeligheder.
Med Hensyn til Rekl amekul i sser
og Søj ler, Skilte og navnlig Bema
ling a f Fagader og Husgav l e med
Kæmp e r ek l ame r er Spørgsmaalet
allerede vanskeligere, fordi økonomi
ske Interesser her spiller en saa stor
Rolle, og Sagen maa gribes an paa en
særlig Maade. At lave Tvangslove vil
være urigtigt, og Forholdet kan utvivl
somt kun løses ad Frivillighedens Vej.
Men en Slags »Tegnehjælpskontor«,
oprettet af Kommunen, og hvor For
59