67 / 120
slag til Reklamer af alle Slags kunde
blive rettede og forbedrede ved gen
sidig Forhandling, kunde bringe denne
Side af Censurspørgsmaalet ind i en
naturlig og god Gænge.
Allervigtigst, fordi der her daglig
sker utallige Ulykker, der virker langt
ned gennem kommende Tider, er
Spørgsmaalet om en fornuftig Censur
overfor Bygninger. Særlig til dem er
jo knyttet store økonomiske Interes
ser, man ikke maa gaa for nær. At
kunne udøve en sund og skønsom Cen
sur kræver en speciel Sagkundskab
til praktiske Byggeforhold.
I Øjeblikket er Forholdet jo det, at
der i Følge Lov er en teknisk og brand
politimæssig Censur overfor Bygnin
ger gennem de kjøbenhavnske Byg
ningsinspektører. Her bør der — i Lig
hed med, hvad der er sket i andre
Lande — indføres en Bestemmelse og-
saa om kunstnerisk Censur. Skal en
saadan Censur ikke blive planløs og
vilkaarlig, fordrer alle herhenhøren-
de Sager en samlet Behandling, og Sa
gen lader sig ikke ordne uden ved Op
rettelse af et fast Kontor eller lignende
atter i Lighed med, hvad der er sket
andetsteds.
Sporgsmaalet om gammel Bygnings
kunst og dens rette Behandling ved
uundgaaelige Ombygninger er igen et
specielt og fordrer sin egen Ordning.
Problemet: Censur af Monumenter,
Reklamer og Bygninger er langtfra
uløseligt. Og som det hidtil er gaaet,
kan det ikke vedblive at gaa. Jeg fore-
slaar, at»Foreningen til Hovedstadens
Forskønnelse« tager Initiativettil Ned
sættelse af et Udvalg, der kunde un
dersøge de herhenhørende Forhold —
men med Forpligtelse til at gøre sit
Arbejde færdigt inden 1’ Januar 1917.
•
Cand.mag.
S
o p h u s
M
ich a
I
i l is
,
For
mand for Dansk Forfatterforening:
Sporgsmaalet om en offentlig Byg
nings- og Monumentcensur forekom
mer mig af en Betydning, der vokser
fra Dag til Dag. Redaktionens Artikel
drager med fuld Ret til Felts mod de
mange Overgreb, som Kjøbenhavns
Borgere hidtil med alt for stor Taal-
modighed har fundet sig i. Jeg mener
60
ganske vist, at det tilkommer For
skønnelsesforeningen mindre at tale
det bestaaende »Gadebilled«s Sag end
at vogte paa, at hver Gang en ny Byg
ning afløser en ældre og hver Gang der
paa Byens Gader og Pladser opstilles
noget nyt, den æstetiske Velanstæn-
dighed da ikke krænkes eller vansires
paa saa afskrækkende en Maade,som
vi desværre altfor hyppigt er Vidne
til. En By, der ideligt er i Udvikling,
endda, som Kjøbenhavn, i en rivende,
har ikke Tid til at sørge, hver Gang et
gammelt Hus, der har overlevet sig
selv, maa vige Pladsen for et nyt og
tidssvarende. Kjøbenhavn har grim
me og kummerlige Gadebilleder nok,
som helst bør forsvinde, lyssky og
uhygieiniske Rabarberkvarterer nok
fremdeles at rydde op i. Pligten at paa
tale Tilfælde, hvor det gaar ud over
Bygninger af historisk og architekto-
niskVærd, paahvileri særligGrad den
bestaaende Foreningtil gamle Bygnin
gers Bevarelse. Men ogsaa Forskøn
nelsesforeningen bør her med Rette til
enhver Tid være aarvaagen, saaledes
som den Gang paa Gang har været det.
Og ganske utvivlsomt trænges der til
det ovenfor paakrævede officielle Or
gan, der kan træde i Virksomhed og
øve den tilbørlige Kritik, hver Gang
noget nyt skyder frem, hvad enten det
saa er Bygninger, Monumenter eller
Tilvækster af anden Art, som Tiden og
Forholdene fører med sig. Plakatsøjle-
Anbringelsen er kun et Eksempel paa
disse sidste. Men ogsaa enhver Monu
ment-Opstilling bør med ganske an
den Varsomhed end hidtil tages un
der Overvejelse. Vi har Eksempler,
ogsaa fra den sidste Tid (Blaagaards-
plads) paa, at selv udmærkede Kunst
neres Anvendelse ikke yder Borgen
for, at en Plads udnyttes paa rigtig el
ler naturlig Maade, eller frembringer
de æstetiske og saa at sige »bymoral
ske“ Virkninger, der helst burde op-
naas. Byggeloven, der har saa mange
Paragraf-Følehorn ude efter alt det
praktiske og juridisk tilladelige, træn
ger i højeste Grad til at suppleres med
Øjne, der kan varetage Byens æsteti
ske Tarv og vogte Byens Præg mod de
Gevækster, hvormed den fra alle Si
der trues af Byggetendenser, der trod
ser ethvert Hensyn ikke blot til Skøn