Forskønnelsen

saadan Myndighed, at det kan sætte

sine Paabud igennem? Vil mon ikke

de »private Interessers« Modstand

blive for stærk?

Den anden er Nævnets Sammen

sætning. Hvordan sikrer man sig,

at de rette Mænd findes? Og vil disse

Mænd kunne paatage sig et saa bety

deligt Arbejde? Skal det røgtes alene

efter ideelle Hensyn, uden at skele

efter Personer eller Partier, vil det —

som al uegennyttig Idealitet — blive

lønnet med meget Had.

For Øjeblikket skal jeg ikke sige

mere om dette Punkt.

Architekt A. S.

a u r i t z e n

Gennem Redaktionens Indledning

faar man det Indtryk, at dermed det

fremsatte Krav om Censur tænkes

saavel paa Borgernes Indseende med,

hvad de kommunale Myndigheder fo

retagersig, som Kommunenslndseen-

de med, hvad Borgerne maa udføre.

De kommunale Myndigheder bør

formentlig selv raade for Styret og

tage Ansvaret, naar det gælder kunst

neriske Opgaver saavel som prak

tiske, og til deres Løsning anvende de

Kræfter, de dertil finder fornødne,

enten indenfor Kommunens Embeds

stand eller udenfor samme, og det

maa være dem selv, der maa afgøre,

hvorvidt en Henvendelse til udenfor-

staaende Institutioner, Korporatio

ner eller private angaaende Raad eller

Dom i forefaldende Spørgsmaal maa

ønskes.

At en Sag af æstetisk Betydning

bringes til Udførelse, uden at Kom

munens kunstnerisk sagkyndige Em-

bedsmænd tages med paa Raad, ser

jo mærkeligt ud, og maa vel betrag

tes som et isoleret Tilfælde, mod hvis

Gentagelse der administrativt kan

raades Bod, men paa Basis heraf at

fremsætte Forslag, endsige Krav om

Censur overfor kommunale Foran

staltninger, der berorer Byens Ud

seende, turde være en Overdrivelse.

Det kan dog ikke med Rette hævdes,

at Kommunens Styrelse er ligegyldig

m. H. t. Byens Udseende, tværtimod.

Derimod vilde Censur over private

Foretagender, der berorer Byens Ud

seende. og herunder navnlig Bygge

riet, være paa sin Plads, fordi den en

kelte som Regel kun søger at tjene

egne Interesser, og saadan Censur

vilde kunne gøre megen Gavn, naar

den blev ledet med det for Øje at

bremse de fordringsfulde her er jeg«-

Bygninger og opstramme de ligegyl

dige byggende, saaledes at et vist Lav-

maal m. H. t. architektoniske Krav

kunde opretholdes.

Bygningsloven tilsteder nu ingen

Censur, giver kun visse Lempelser,

naar kunstneriske Hensyn taler der

for, og kun, naar særlige Dispensatio

ner kræves, kan Censur fra Kommu

nens Side knyttes som Betingelse for

Anbefaling af disse. Censur kan der

til opnaas ved Servitutbestemmelser,

og saavel Kjøbenhavns som Frede

riksberg m. fl. Kommuner har ved

Salg af Arealer til Bebyggelse krævet

Ret til at censurere.

Tanken om Censur knyttet til Bygge

sagerer ingenlunde ny. IKjøbenhavns

Forslag til Bygningslov af 1908 er i §69

opstillet Krav om, at Bygninger i det

Ydre skal fremtræde saaledes, at de

efter Magistratens Skøn hverken er til

Mispryd eller til væsentlig Ulempe,

og Magistraten skulde paa Grundlag

heraf have Ret til at nægte Tilladelse

til Byggeforetagender samt Ret til at

fordre Mangler ved bestaaende Byg

ningers Ydre afhjulpne.

Disse Bestemmelser er af Ministe

riet udeladt i dettes paafølgende Lov

forslag med følgende Motivering:

»Bestemmelserne i Udkastet, hvor-

»efter Magistraten af rene Skønheds-

»hensyn skulde kunne nægte Tilladel-

»se til Bygningsforetagender eller paa-

»byde Ændringer ved bestaaende

»Bygninger, ere formentlig for vidt-

»gaaende og vilde netop paa et Om-

»raade, hvor saa meget beror paa

»vedkommende Myndigheds og dens

»Raadgiveres personlige Smag, kunne

»give Anledning til Misbrug.«

Tilbage er kun blevet en begrænset

Ret til at kræve Bygningers passende

Vedligeholdelse.

I det sidste Byggelovsforslag af 1913

fra Kommunens Side er Kravet dog

atter opstillet i en noget ændretForm.

Det synes, som om Ministeriets

Modstand ikke er af rent principiel