85 / 120
arm, der naaede ned til Jorden, samt nogle
yverlignende Stenknolde, til hvilke et klumset
Kritinerbarn klyngede sig!
— Hvad er det, Mor? raabte den lille Pige.
Moderen blev rød i Hovedet og trak Barnet
med sig.
— Det véd jeg saamænd ikke, lille Viola, sag
de hun og gik nogle Skridt — jeg kender ikke
saadan noget!
Det var sikkert rigtigt. En Arbejderkone, der
slider og slæber Dagen lang for de Børn, hun
elsker, har sikkert aldrig set sig selv som et
forkrøblet Hundyr, der sløv og med bøjet Ryg
lader Ungen patte det hængende Bryst. Moder-
følelsen, dyb og skøn, maa i Uvilje tage Afstand
fra en saa dyrisk og hæslig Fortolkning.
Manden var sammen med sin Søn naaet hen
foran en anden sammenbøjet Skikkelse, der i
Linier og Holdning ganske lignede sin Nabo.
(Det er noget af det mest originale ved hele
Pladsen, at alle seksten Figurer indtager nøj
agtig de samme Stillinger. Alle Stenmændene
sidder bøjede forover med en uhyre Arm hæn
gende ned mod Jorden og et Kritinerbarn vok
set fast til den ene Side.)
— Hvordan er det, han ser ud? spurgte
Drengen.
Det varede længe, inden Faderen svarede.
Han stirrede, han undersøgte baade for og bag,
og endelig forklarede han Drengen:
— Det er saadan, som enSkomager ikkeserud!
Og fortornet drog han videre med Sønnen.
Sikkert havde Manden Ret. Naar han flittig
og arbejdsom sad og skoflikkede Skillingerne
sammen, de Skillinger, der betød Husleje. Klæ
der og Mad til den Hustru og de Born, der var
ham det kæreste paa Jorden, ja da har han al
drig følt sig selv som et forkrøblet Monstrum,
hvis Dagværk var en Forbandelse, der krogede
hans Krop mod Jorden.
Hele Familien fik efterhaanden det Udtryk i
Ojnene som hos Folk. der kommer fra Begra
velse.
Hvad synes De om Pladsen? spurgte jeg
og standsede.
— Ja — sagde Manden — Kunst er jo sikkert
noget for sig. men jeg synes nu, at en Græs
plæne med nogle Blomster havde været køn
nere!
Jeg indskrænkede mig til at nikke forstaa-
ende, og Mand og Kone og Børn vankede vi
dere over Stenpladsen hjem i Stengade.
Kai Nielsens store Talent ufortalt, det er jo
ogsaa forlængst anerkendt, saa er og bliver det
et Misgreb at anbringe den Art Skulpturer paa
offentlige Steder. Hele Pladsen ser ud, som
om den var dannet til Minde om Stavnsbaan-
dets Slaveri og Nedværdigelse: saa fortrykt,
saa raat og skønhedsforladt er dette Syn paa
Arbejderstanden! Hvorfor dog give den op
voksende Slægt dette haabløse at stirre paa!
Som om Arbejdet var en Forbandelse! Hvor
for ikke hellere vise den nye Slægt, Landets
Haab og Fremtid, at Arbejdet er en stolt Sag,
en Virkelighed, der giver en sund Mand en
ret Ryg!
Skomageren havde Ret: hellere en Græs
plæne med Blomster!
Og saa Skovgaards Havhest!
En Genstand, der i Forhold til Pladsen vir
ker ved sine Dimensioner og sin Form som et
velvoksent Askebæger. Og hvad er det saa for
et Dyr! En Havhest har jeg i min barnlige
Fantasi forestillet mig som et stolt, urstærkt
Dyr, der ved sin blotte Tilsynekomst indgav
Forestillingen om Naturmagternes Vælde. Og
saa ser jeg dette lille, forkrøblede Skind! Den
ser saa inderlig rar ud af Øjnene, men saare
bedrøvet — og med Rette! Den vender sig be
kymret om mod sin egen forvoksede Bagkrop
og græder ferske Taarer ned i Truget. Herre
gud, sikken et Dyr!
Nu har vi Willumsens epileptiske Hørup-
statue, Rudolph Tegners grufulde Mareridt
Finsenmonumentet, Siegfried Wagners nordi
ske Siamesere, de sammenvoksede Lurblæsere
paa Toppen af en Skorsten, dertil Kai Nielsens
sindsnedtrykkende Slaveplads og nu Skov
gaards Askebæger med det forklemte lille Dyr,
der bedrøvet vender sig om og stirrer paa sin
egen Vanførhed.
Bliver vi ved paa den Façon, laver vi vor
egen By om fra »Nordens Athen« til »Byen
med de sære Monumenter«.