Forskønnelsen

den som Grundloven erklærer skal

være ukrænkelig — og som har det i

sin Magt at paaoctroiere os en ensidig

Smag og Stilretning, som maaske se

nere Slægter vil fordømme. Jeg an

tager forøvrigt, at det vil gaa en saa-

dan Censurmyndighed som det gik

Censuren over Gravmonumenterne:

den vil hurtig opgive Ævret ud fra

den Erkendelse: man kan ikke rette

i en Tegning som i et Concept, man

kan ikke vrage og forkaste uden at

sætte noget andet i Stedet.

Saaledes gik det i alt Fald den Cen

sur, som i Begyndelsen af forrige Aar-

hundrede blev overdraget Stadsbyg

mesteren og Overbygningsdirektøren

med Hensyn til Bygningstegninger

vedrørende alle Nybygninger i Sta

den.

Nej, lad det private Initiativ og Ar-

chitekturens Udøvere have frie Hæn-

der under den of f ent l i geMenings

Kri t ik og Kont rol . Men lad denne

træde tydeligere og kraftigere frem.

Lad den rose det skønne, men lad den

paa den anden Side højlydt forkynde

sit Mishag med det og den, der for

synder sig mod god Smag. Hvor ofte

har jeg ikke ærgret mig over Bladenes

Meddelelser: »derpaa afsløredes den

smukke Granitsten med Afdødes vel

lignende Portræt i Broncemedaillon«.

Der burde have staaet: »derpaa afslø

redes en af de saa traditionelle ræd

selsfulde Ligsten med Afdødes gan

ske ukarakteristiske Billede i Bronce-

relief«. Et saadant Referat vilde dog

maaske tjene til Advarsel for senere

Komitéer til Opførelse afGravmindes-

mærker.

Lad lignende haard Kritik straks

ramme hvert elendigt Bygningsværk!

Den vil vække Øjet for den svagt

seende og afskrække andre for det

offentliges Stempel som Smagsfor

dærver.

Lad os endelig ikke lægge hele Skyl

den over paa Bygherren. Den største

Synder er dog Architekten, der med

sin kunstneriske Uddannelse bærer

Hovedansvaret. Hvor vilde det saa

ledes være udmærket, om Architek-

terne skulde signere deres Huse. som

Maleren signerer sit Arbejde 1

Naar jeg ovenfor ytrer min Betæn

kelighed ved en lovmæssig Censur,

vil jeg derfor ikke fritage vore offent

ligeAutoriteter for ethvert Ansvar. Et

saadant Ansvar for Bebyggelser paa

hviler saaledes Stat og Kommune,

naar de afhænder deres Arealer. Intet

er naturligere, end at de servitutmæs

sig paalægger disse Forpligtelser med

Hensyn til kommende Bygninger

derunder at Tegninger til disse forud

skal approberes.

En saadan Servitutbeføjelse tilkom

mer formentlig Kjøbenhavns Kom

mune med Hensyn til en væsentlig

Del af Stadens udenbys Grunde — en

Servitut som hidrører fra Begyndel

sen af forrigeAarhundrede, mensom

Kommunalbestyrelsen først i vor Tid

har faaet Øjet op for. Var den bleven

haandhævet i Aarene fra 1850— 1890,

vilde Kjøbenhavn have faaet et helt

andet Udseende, end nu er Tilfældet.

Lignende Servituter vil forøvrigt

Autoriteterne kunne betinge sig over

for mange private Udstykningsfore

tagender. Det er forøvrigt ikke saa

ualmindeligt, at den enkelte Borger af

egen Drift værner om sin Ejendoms

Fremtid. Eksempel fra de sidste Dage

er saaledes Strandmøllen, hvis Area

ler kun vil blive solgte til Købere, der

yder Garanti for Grundenes smag

fulde Bebyggelse. En saadan Servitut

er ikke en Forringelse af Grundens

Værdi denværner den enkelte mod

Forsyndelser gennem generende Be-

byggelser fra Naboejernes Side.

Overretssagfører F.

o l f f

Det af „Forskønnelsen« rejste

Sporgsmaal er af den største Inter

esse for enhver, der h^r sin By og

dens Stemning kær — men lige saa

let, der kan opnaas Enighed om det

ønskelige i, at en offentlig Censur

skulde faa Magt til at forhindre det,

som i en særlig Grad vil vække An

stød. lige saa vanskeligt er det jo at

anvise en virkelig farbar Vej herfor.

Forskønnelsesforeningen fremdrog

i sin Tid Spørgsmaalet om Skiltning

og den Betydning, Skiltekultur har for

Stemningen ien Gade og dermed atter

for Byen, og det vilde jo unægtelig

være et skont Maal at sætte sig— men

desværre et utopisk —, om det kunde