82 / 120
Natur, men for en Del bunder i Mis
tillid til vedkommende Myndigheds
og dens Raadgiveres personlige Smag.
Det er netop her, Tampen brænder.
Almindelig Censur kan kun indføres
ved Lov, og Loven maa ikke kunne
anvendes paa vilkaarlig Maade. Det
gælder altsaa, om der kan sammen
sættes et Censurnævn, hvis Kompe
tence og Upartiskhed fuldtud aner
kendes, og hvis Afgørelser derfor
respekteres saavel af Kommune og
Ministerium som af Domstolene, og
et eventuelt Udvalg til Sagens For
beredelse og Fremme maa saaledes
søge Medvirkning baade fra Kommu
nens og Ministeriets Side. Uden vel
villig og forstaaende Medvirken fra
Myndighederne vil ethvert Forsøg
paa at faa Censur indført formentlig
være omsonst.
Censur vil vel kunne hindre Ud
skejelserne og det daarligste og virke
ansporende paa de byggende, men
Censur alene vil næppe bringe nogen
kendelig Højnelse af den borgerlige
Bygningskunst; dertil hører en fortsat
Udvikling af den langsomt voksende
Interesse og Forstaaelse af Bygnings
kunsten hos den store Almenhed, thi
der ligger en dyb Sandhed i Ordet:
»Saa er By som Borger«.
#
Ov e r re ts sag fø r e rJoHANNE sWERNER :
Det af »Forskønnelsen« rejsteSpørgs-
maal er jo ikke nyt herhjemme. Med
Hensyn til Monumenterne paa vore
Kirkegaarde har der saaledes for
over lOOAar tilbage været forsøgten
Censur.
Paa Foranledning af Stadsbygme
steren i Kjøbenhavn til Kancelliet og
efter Anbefaling af Magistraten og
Kunstakademiet udkom under27. De
cember 1816 et kongeligt Rescript,
hvorefter alle Monumenter paa de
kjøbenhavnske Kirkegaarde skulde
underkastes Akademiets Censur. Fra
dennes første Aar ser vi, hvorledes
E
ckersberg
ogC. F.
H
a n s e n
omhygge
lig har søgt at rette paa de indsendte
Tegninger; snart efter faldt dog Cen
suren bort af sig selv, thi hvor var
Grænserne for det antagelige og det
forkastelige ? Først ivor Tid er Spørgs-
maalet atter taget op. I flere tyske
Kirkegaardsreglementer er Censuren
optaget og en Række Monumenter
saaledesGravminder i hvidt Marmor
og sorte polerede Sten — absolut for
budte. Ogsaa herhjemme er Forsøget
gjort i de nyere Kirkegaardsreglemen
ter. Som Medlem af en Kirkebesty
relse er jeg imidlertid kommen til Er
kendelse af, hvor vanskeligt det er at
gennemføre en saadan Censur, og at
denne kun kan virke overfor det lige
frem anstødelige. Man kan hensti l le
til Vedkommende at lade være med
at sætte de tarvelige Jærngitre om
kring Gravstederne eller at anbringe
Porcelainsduerne paa Granitstenene
forbyde dem disse Smagløsheder
kan man ikke.
Gennem Henstillingerne kan der
imidlertid naaes meget, og igennem
det Oplysningsarbejde, som Forenin
gen til Hovedstadens Forskønnelse i
saa Henseende har foretaget, er der
vundet ikke saa lidt frem: de sorte
Kakkelovnsmonumenter har faaet
deres Grundskud, og man sporer en
stærkt vaagnende Bestræbelse for at
give de afdøde værdige Gravminder.
Disse mine Erfaringer overfører jeg
ogsaa til Censur med Hensyn til Byg
ninger, idet man jo ogsaa her kan gaa
ud fra, at der næppe er nogen, der med
Vilje vil bygge grimt, nogen, der i saa
Henseende ønsker at opnaa herostra
tisk Berømmelse. Det er rettere sagt
ikke Viljen, men Evnen det skorter
paa: den Paagældende mangler Op
dragelsen og Vejledningen. Det er min
Tro, at man hér naar langt videre ad
Frivillighedens Vej — gennem et Op
lysningsarbejde—endgennemCensur
ogTvang. Der er naturligvis visse For
dringer,som man af Hensyntil Almen
vellet maa opstille overfor ethvert
Bygningsværk — Fordringer, som de
nugældende Bygningslove jo foreskri
ver. Mulig at de paagældende Byg
ningskommissioner ogsaa kan tillæg
ges en Ret til at modsætte sig et Byg
ningsværk, der i sit Udstyr i Forhold
til Omgivelserneer af særlig graveren
de og anstødelig Art.
Men lad os iøvrigt ikke ønske os
Lovgivningsmagtens Indførelse af en
Censur, der udsætter os for yderligere
Indskrænkninger i Ejendomsretten
75